Planer om Sports College

Fortuna vil gerne drive et Sports College som en del af Park Vendia.

Fortuna Hjørring er i gang med at arbejde på nogle tanker om at lave et Sports College i Hjørring. Tanken er, at det skal ligge sammen med Park Vendia og være med til at holde talentfulde unge sportsfolk i byen. - Hvis vi har et tilbud til dem her, så behøver vi ikke altid at skulle sende vores unge mennesker ud på efterskoler i hele landet. Vi oplever tit, at når de kommer tilbage, så har de mistet interessen og gnisten og er ikke talenter mere. Vi vil gerne beholde dem længere i det her miljø, og det kan vi gøre med et Sports College, siger klubbens manager, John Robert Larsen. Tanken er, at de unge mennesker skal bo på Sports College'et og træne der, men gå i skole på de forskellige uddannelsessteder i Hjørring. Fortuna vil gerne drive stedet og er også parate til at være med til at finansiere det i samarbejde med andre. John Robert Larsen fortæller, at der også er nogle private investorer på banen, men det er ikke faldet på plads endnu. Tæt på Park Vendia Han forestiller siger, at et Sports College oplagt kunne placeres sammen med Park Vendia, hvor lokalplanen også er i færd med at blive lavet om, så der bliver flere muligheder for at private investorer kan lave tiltag i området. - Man kunne godt bygge et college der, f.eks. ved at udvide vandrerhjemmet og udnytte de faciliteter, der i forvejen er der, mener John Robert Larsen. Tidshorisonten er, at man ønsker det parat om tre og et halvt år - så passer det også med, at de unge mennesker, der begynder i Fodboldklassen på Holmegårdskolen efter sommerferien, har mulighed for at fortsætte på byens nye Sports College (se anden artikel på siden). Og det skal ikke kun være fodbold - andre sportsgrene kan også komme med.