EMNER

Planlægger stort julemarked

} JUL: Nu er det jul igen... eller sådan næsten da. Nisser og julesager er i hvert fald noget, der årstiden til trods optager både Hobro Turistforening og Hobro Handelsstandsforening. De to organisationer planlægger et gigantisk marked på Store Torv - ikke bare en enkelt dag, men rent faktisk fra og med fredag 26. novembrer og helt frem til søndag 18. december. Det skal være et marked med bl.a. julesmykkede hytter med salg af alskens julesager. Det er også planen, at der fra stedet skal åbnes en låge i en julekalender. Ideen har været forelagt teknisk udvalg. Her er man i julehumør. I hvert fald har udvalget ikke haft betænkeligheder ved at give sin tilladelse. } FOTOINDBRUD: Natten til torsdag ved 3.30-tiden blev der begået indbrud hos Foto Kino, Adelgade i Hobro. Der er brækket flere døre op og stjålet ca. 3000 kr. i kontanter og cirka 50 fotoapparater, flere kikkerter og en videoprojektor. } LEGEPLADS: Grundejerforeningen "Valmuen" på Valmuevej får kommunal hjælp til at bygge en legeplads. Foreningen vil anlægge en plads med gynger, klatretårn, sandkasse og andet, og udgiften forventes at blive 10.000 kroner til materialer. Arbejdet udføres af frivillige. Børne- og kulturudvalget har besluttet at give 5000 kroner, men stiller så krav om, at legepladsen skal godkendes og overholde sikkerhedsregler.