Planlægning eller kaos

BRØNDERSLEV:Hun planlægger - og er god til at sige nej. Nogenlunde sådan passer sundhedskoordinator i Brønderslev Kommune, Inge Tengnagel, på sig selv i en travl hverdag. Og undgår hermed stress. - Hvis ikke jeg gør det, vælter planerne mig. Jeg er i et arbejdsfelt, hvor mange har mange ideer og ønsker vores deltagelse. Der er ofte store forventninger om, at vi skal være færdige lige om lidt, og mange rykker i én. Så derfor gælder det om at være meget struktureret i det her væld af opgaver. Uden struktur bliver det kaos. Inge Tengnagel konstaterer, at hun er blevet bedre til at planlægge. - Da jeg begyndte, var der nul opgaver. Jeg var lykkelig, da opgaverne rullede ind - men pludselig opdagede jeg, at jeg løb i hælene på opgaverne og ikke omvendt. Det var et advarselsvink om, at jeg skulle tage mig selv alvorligt. Jeg skulle passe på, hvor hurtigt jeg løb. Glæden over at ting lykkes, kan man ride på et stykke tid. Men så melder hverdagen sig. Ugens gæst Sideløbende med en travl arbejdskalender, skal Inge Tengnagel også tage hensyn til børnene på 10 og 14 år. Mens de var små, var mor afhængig af lukketider i daginstitutioner og pasning, når aftenarrangementer kaldte. Sådan er det ikke længere. - Men børn stiller stadig krav. Skal jeg tage mig selv alvorlig som mor, er jeg nødt til at være til stede i deres barndom. Børn skal ses og høres og omgærdes af opmærksomhed og omsorg. En lang, hyggelig aftensludder med en teenagedatter er guld. Og man aftaler ikke bare, at vi i aften skal sætte os ned og snakke hyggeligt sammen. Det skal bygges op. Tillid skabes gennem samvær, understreger Inge Tengnagel. I perioder kan arbejdsugen være lang: - Men så er mine børn også gode til at kalde mig Ugens gæst, smiler hun. - Børnene har været med til at sætte tingene i perspektiv. Det har støttet mig i, at man skal tænke sig om. Tennistid Fritidsinteresse får Inge Tengnagel også tid til at dyrke. Om sommeren spiller hun tennis i Brønderslev Tennisklub. Nu kunne man måske tro, at kommunens sundhedskoordinator lever et helt igennem kernesundt liv, der udelukkende byder på sund kost og motion. Men hvad det angår, opfatter Inge Tengnagel sig selv som særdeles gennemsnitlig. - Jeg tror, jeg er som folk er flest, hvad det angår. Jeg forsøger at efterleve 30 minutters motion om dagen. Jeg går en tur med hunden, og nogle gange - hvis jeg har tid - går jeg til møder i stedet for at tage bilen. Så får jeg ladet op til mødet, og på vej hjem fra mødet får jeg ryddet op i tankerne. Ambulancer At sige nej har Inge Tegnagel også lært med tiden. - Der er en grænse for, hvor mange ja'er man kan rumme. Og man må nurse dem, man har sagt ja til. Derfor er man forpligtiget til at sige nej til nye opgaver, hvis man ikke kan rumme dem. Også af hensyn til sig selv. Det værest er, når opgaverne tager magten fra en. Når Inge Tengnagel begynder at have for meget at holde styr på, rydder hun op i dynger og papirer. - Så skal jeg have orden og overskuelighed. Jeg laver lister og prioritering for, hvornår hver ting skal laves. Så kan jeg overskue det. - En del af øvelsen er at sige nej. Selvom opgaver er spændende, og man har lyst til at være imødekommende, er man nødt til at sætte grænser. Det er noget, jeg nødtvunget har lært. Og det er en proces, man hele tiden arbejder med. Det, man ikke når, giver stress. Men det er ikke alle opgaver man kan organisere sig ud af. Inge Tengnagel opererer med et begreb, hun betegner ambulanceopgaver. Opgaver der pludselig dukker op - og skal løses her og nu. - De giver stress. Midt i systematikken med lister og bunker, dukker der en opgave op, der skal være færdig inden middag. Og det kan vælte hele planlægningen. Det er situationer, man aldrig kan planlægge sig ud af. Derfor gælder det om at have overblik - ellers bliver opgaverne pludselig allesammen til ambulancer, der kommer farende. Møder skal slutte Inge Tengnagel mener, at kvindelig leder har ansvar for, at medarbejder kan få arbejde og familieliv til at gå i spænd. For eksempel pointerer hun, at møder skal slutte, når de er aftalt til at slutte. - Der er ikke noget værre, end møder der trækker ud. Man kan have en anden aftale af arbejdsmæssig karakter - men det kan også være børn, der skal hentes i institution. Og det stresser, hvis man aldrig ved, hvornår man kan komme afsted. Man får ondt i maven, jabber ting igennem, bliver ukoncentreret og er ikke seriøs. Inge Tengnagel tilføjer, at det er i orden, at hendes medarbejdere arbejde hjemme, hvis de har et sygt barn. - Det er vigtigt for medarbejderne at vide, at tingene kan hænge sammen, selvom de har ansvarsopgaver ud over arbejdet. Og det er en forventning, man kan tillade sig at have. Vi har ikke forpligtiget os på liv og sjæl, når vi tager et arbejde. Vi har forpligtiget os på vores faglighed. En god ledelsesprofil er at sørge for, at de muligheder er tilgængelige. Men også selv at benytte dem og gå foran.