Lokalpolitik

Planlægning?

VEJARBEJDE:For ca. to år siden blev der bygget en ny bro nord for Limfjordstunnelen, som generede trafikanterne voldsomt i en meget lang periode på grund af indsnævrede kørebaner, men den bro skulle jo partout bygges. Nu ser jeg så, at Vejdirektoratet er gået i gang med indsnævring af kørebanerne igen på stykket fra nord for Limfjordstunnelen og til afkørsel 70, motorvejskryds Vendsyssel, fordi motorvejen på vel 500 meter skal udvides til tre spor. Det er dårlig planlægning og spild af penge, at Vejdirektoratet nu i to omgange skal etablere byggeplads og indsnævre kørebanen samt genere trafikken i en lang periode. Både brobygningen og udvidelse af vejen skulle selvfølgelig have været udført samtidig. Såfremt Vejdirektoratet har en så dårlig planlægning, så kan jeg godt forstå, at statens økonomi hænger i laser, når der i den grad smides penge ud af vinduet.