Planlagt merarbejde på sygehusene VENTELISTE: Overlæger arbejder ekstra for at undersøge patienter forud for operation

Operationer 20. marts 2007 05:00

HJØRRING: Ortopædkirurgerne på Sygehus Vendsyssel, Hjørring, er begyndt at møde ind på fridage for at foretage ekstra forundersøgelser. Det er led i de friklinikker, som Region Nordjylland tidligere i år fortalte, man vil oprette for at komme ventelisterne til livs. Nogle amter har i flere år haft disse friklinikker, hvor personale fra det offentlige sygehusvæsen på deres egen arbejdsplads mod betaling arbejder ud over de sædvanlige 37 timer. På den måde kan man udnytte ressourcerne bedre. I Nordjylland har man gennem nogle år været arbejdet ekstra på sygehuset i Farsø, hvor man hver anden mandag har foretaget ekstra forundersøgelser og operation af fire patienter efter almindelig arbejdstid. På sygehuset i Hjørring har flere overlæger nu indvilget i at komme på arbejde på fridage for at undersøge patienter forud for operationer indenfor idrætskirurgi. - Det er for eksempel kikkertundersøgelser, hvor man har mistanke om en menisk- eller korsbåndsskade, forklarer Svend Erik Østgaard, som er sektorchef for ortopædkirurgien i Region Nordjylland. Han siger, at foreløbigt er det kun ekstra forundersøgelser, man satser på. - Vi vil med forundersøgelserne sikre os, at der er patienter nok til de eksisterende operationslejer på sygehuset i Hjørring, siger Svend Erik Østgaard. På Sygehus Vendsyssel i Frederikshavn begynder man et projekt indenfor rygkirurgi om to uger. - Vi begynder at foretage en ekstra rygoperation om onsdagen, men der er nogle overenskomstmæssige forhold for sygeplejerskerne, som skal på plads først, siger sektorchefen, som oplyser, at der er personale nok, der ønsker at arbejde mere ud over den normale arbejdstid. Region Nordjylland har en økonomisk interesse i at behandle patienterne, så der ikke opstår ventelister. Hvis ventetiden er mere end to måneder har patienterne nemlig ret til at lade sig behandle andre steder. Til oktober falder ventetidsgarantien til én måned.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...