Gymnasiale uddannelser

Planlagt slagsmål foran gymnasium

22-årig mand dømt for grov vold

Arkivfoto.
Arkivfoto. Lars Pauli

AALBORG: Det kostede en prøveløsladt mand fra Nørresundby dyrt, at han sidste sommer var involveret i et planlagt slagsmål ved Nørresundby Gymnasium.

Manden, der er 22 år, var nemlig prøveløsladt, da slagsmålet fandt sted, og det fik Retten i Aalborg til at udløse mandens reststraf, og han kan nu se frem til et års fængsel.

- Jeg er tilfreds med sagens udfald, da dommeren fulgte min påstand om, at reststraffen på otte måneder skulle udløses, forklarer Søren Beckermann, anklager ved Nordjyllands Politi, der havde anbefalet en samlet straf på et år og tre måneders fængsel til manden.

Dømt for slagsmål og overfald

Den 22-årige var tiltalt for i alt syv forhold. To af forholdene drejede sig om vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter, hvor det ene forhold henførte til slagsmålet ved Nørresundby Gymnasium 31. juli sidste år.

Det andet forhold om vold angik et overfald begået af den 22-årige 1. november 2013. I begge tilfælde blev den 22-årige kun dømt for almindelig vold.

De øvrige forhold, som den 22-årige blev dømt for, drejede sig om besiddelse af knojern og en peberspray, besiddelse af 46 ecstasytabletter samt overtrædelse af et forbud om at komme på to restaurationer i Aalborg.

Den dømte nægtede sig skyldig i vold, og han udbad sig betænkningstid i forhold til, om han vil anke dommen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden