EMNER

Plant en rose og gør det rigtigt

Nu er det ved at være plantetid for roser. Roser i potter kan ganske vist plantes hele året, men er planterne barrodet, så skal de plantes fra sidst i oktober og frem til april. Den bedste tid er månederne oktober og november. Roserne kan stadig nå at få rodfæste, inden de for alvor skal gro igen. For at roser kan trives, skal de plantes og plejes med omhu. Især er rigtig plantning vigtigt. Herudover skal stedet være lunt og med læ. Plantehullet skal være dybt. Jorden skal løsnes i mindst to spadestiks dybde. Det skyldes at dræn er meget vigtigt for rosen. En løs jord giver både et godt dræn og god iltgennemtrængning. På planten er et podested. Det er stedet, hvor der på overgangen mellem rod og stængel er en fortykkelse. Det er vigtigt at denne fortykkelse placeres under jorden. Fem centimeter vil være passende. Er punktet over jorden, er rosen meget udsat for at fryse ihjel. Klip eventuelle skadede rødder af og put aldrig gødning direkte i plantehullet. Det vil svide rødderne. Inden jorden igen fyldes i hullet er det en god ide at blande de øverste ti centimeter med lidt fuldt omsat kompost eller en færdigblandet rosenjord. Komposteret komøg er også meget velegnet. Fyld knap helt op med jord, vand hullet og jorden og fyld så resten på. Roser kræver megen vand og megen gødning. I det tidlige forår skal de gødes med et snapseglas klorfattigt gødning pr. plante. Strø ikke gødningen direkte ved roden, men rundt om roden. Fra foråret og i løbet af sommeren gødes 3- 4 gange. Sidste gang er i juli måned. Vent med beskæring af roserne til foråret. Det rigtige tidspunkt er, når rosen begynder at skyde. Storblomstrende roser skal have en hård til moderat beskæring. Buketroser kan beskæres hårdt, moderat eller let. Bundroser og miniroser skal blot have en let beskæring. Og det samme gælder klatreroserne. Hos de antikke eller historiske roser skal gamle grene udtyndes. En hård beskæring er tilbageskæring af hver gren med 20 -25 cm. Moderat vil sige 10 – 15 cm og let beskæring er så der er 2/3 tilbage af grenene. Inden vinteren sætter ind er det en god idé at dække roserne ved roden. Det bedste er blade, halm og kompost. Spagnum er ofte ret vådt, og kan fryse, og derved skabe et meget koldt klima. I megen hård frost med sol er det en god ide at dække grene med granris så fordampningen ikke bliver for voldsom.