Manna

Plantebyttedag i Butik Bien

Søndag er der plantebyttedag hos Butik Bien på Stavadvej 72 mellem Manna og V. Hjermitslev. - Fyld traileren, bagagerummet eller kurven op med planter - det kan være indendørs-, udendørsplanter, løg eller knolde, intet er for almindeligt. Her kan der både købes, sælges eller byttes planter, fortæller Inge Løgtholt fra Butik Bien. Manna-Thise Borgerforening vil stå for fortæringen om eftermiddagen. Der vil på stedet også være udstilling af keramik ved Vera Hollesen samt pileflet ved Jette Vestergård, glas ved Annitta Dahl Mathiassen samt sten ved Bent Brun. - Kom og få en farverig dag i havens tegn, lyder opfordringen fra Biens indehaver.