Fjerritslev

Plast erstatter papirsækken

Noget skidt for miljøet, mener Martin Glerup (S)

AARS:Udsigten til at borgerne i Aars Kommune fra nytår skal sætte en plastikpose i skraldestativet i stedet for en sæk af papir, får ikke roser af Morten Nymand. Han er faglig sekretær i SID i Fjerritslev og har erfaring med plastløsningen fra en anden Renovestkommune, Løgstør, der allerede har erstattet papirsækkene med plast. - Det er lettere for forbrugerne og kommunens sparer penge, men plastikposerne er noget skidt, når det kommer til renovationsarbejdernes arbejdsmiljø, fastslår han. Ulemperne for renovationsarbejderne bør indgå i kommunens overvejelse oveni den rene besparelse, mener han. Og ulemperne er i Morten Nymands øjne mange. - I sommervarmen rådner madvarer ganske enkelt i plastposerne og råddenskaben samler sig som en suppe i bunden af sækken, som renovationsarbejderne ikke kan undgå at få over sig under arbejdet, påpeger han. Plastposer er også kendetegnet ved at give sig, og det vil uundgåeligt give tungere poser, lyder kritikken fra Morten Nymand. Han erkender dog samtidig, at arbejdstilsynet har sagt god for plastposerne. Et flertal i teknisk udvalg i Aars Kommune besluttede for nylig at skifte til plast. Det vil spare 130.000 kroner - en 50’er pr. husstand. Plus momsen. - Det er penge, som vil komme borgerne til gode, for besparelsen indgår jo i den samlede renovationspris, pointerer udvalgsformand Bjarne Jensen (UP) Han er ikke enig i Morten Nymands kritik og peger på, at poserne bliver af en særlig type, der kan ånde. - Overfladen laves også på en måde, så den ikke er glat, understeger han. Socialdemokraternes gruppeformand Martin Glerup repræsenterede den enlige modstand i teknisk udvalg. - Både af hensyn til miljøet og arbejdsforholdene er det en dårlig ide, siger Martin Glerup, der vil have sagen op i byrådet for at få ændret beslutningen. - Vil flertallet ikke det, så bør de 130.000 kroner som det mindste betales tilbage til borgerne, fastslår han.

Forsiden