Flyulykker

Plaster på såret efter flystyrt

Kvinde fra Aars får erstatning med seks års forsinkelse

AARS:En kvinde fra Aars, der mistede sin kæreste ved et flystyrt i Norge i 1998, får med seks års forsinkelse erstatning for tab af forsøger. Vestre Landsret har netop tilkendt kvinden 320.000 kroner i erstatning, efter at hendes kæreste blev dræbt ved styrtet, der skete 12. oktober lige efter midnat under indflyvning på Stord Lufthavn i Norge. Flyet - et Cessna - styrtede ned, og flyets pilot og otte passagerer blev dræbt. Alle otte passagerer var ansat hos Altek Isolering i Århus, der havde fået en stor ordre i Norge. De ansatte blev fløjet til og fra Norge, og under den tredje flyvning 11.oktober 1998 gik det galt for pilot Børge Christensen. Højre motor løb tør for brændstof under indflyvningen, og han mistede kontrollen med flyet. Alle øvrige enker ved styrtet fik siden tilkendt erstatning for tab af forsøger, men kvinden, der bor i Aars, fik i første omgang afslag, da byretten i Århus ikke fandt, at hun og kæresten var egentlige samboende. Den fortolkning har Vestre Landsret nu erklæret sig uenig i. De to havde boet sammen i næsten et år før ulykken, og de havde fælles økonomi, således at den dræbte tog sig af terminerne, mens kvinden betalte mad, tøj og bil. Derfor er der efter landsrettens mening talt om et samliv, der kan ligestilles med et ægteskab, og kvinden fra Aars har af samme grund krav på erstatning. Altek Isolering hedder i øvrigt nu L&O 6000 A/S, og er et hvilende selskab under konkurs, da aktiviteterne er flyttet over i et nyt selskab.