Plaster på såret for golfpiger

De danske juniorpiger fik oprejsning ved hold-EM i golf i Aalborg, da de besejrede England med 3-0.

Dermed sikrede de sig en kamp mod Finland i dag, hvor en femteplads ved mesterskaberne står på spil. Torsdag kom et par irske tvillinger på tværs af de danske medaljedrømme, men de fire danske piger med frederikshavneren Daisy Nielsen i spidsen havde ikke tabt gejsten. På Aalborg Golf Klubs baner fik de sikret sig en klar sejr over englænderne, og Daisy Nielsen havde endda en særdeles kort dag på banen, da hun havde afgjort sin match allerede på 13. hul. Også Mette Kryger vandt sin single 2/1, mens foursomen med Nicole Broch Larsen og Caroline Nistrup trak spændingen ud til det sidste med en 1-0 sejr. Danmarks banemænd i kvartfinalen fra Irland er klar til lørdagens EM-finale, hvor de møder Frankrig. Tredjepladsen afgøres mellem Sverige og Spanien.