Plastfirma står til at få kapitaltilførsel

Et år efter start sætter Vækst-Invest millioner i Løgstør-selskab

AALBORG:Vækst-Invest Nordjylland og Asbjørn Berge har indgået aftale om at investere seks mio. kroner i Løgstør-firmaet Due Plast A/S ved en kapitalforhøjelse. Efter kapitalforhøjelsen vil Carsten D. Nielsen fortsat være majoritetsaktionær i Due Plast A/S via selskabet Due Plast Holding A/S. Kapitaltilførslen er et led i Due Plasts langsigtede strategi, der primært omfatter en konsolidering af branchen for profilprodukter i plast og pap. Due Plast er i forvejen markedsleder i branchen og ønsker at konsolidere sin position gennem opkøb i branchen i Danmark. Målsætningen for Due Plast er en fordobling af omsætningen over de næste tre år, og der forventes en endnu bedre udvikling i selskabets indtjening. Due Plast råder over en større, moderne maskinpark med betydelig kapacitet til at opfylde kundernes behov indenfor de tre produktsegmenter profil, industri og medico. Der er således kapacitet hos Due Plast til også at realisere en betydelig organisk vækst, hvilket er en del af selskabets strategiplan. Due Plast har som et led i sin strategi indgået aftale om køb af aktiverne i Ravnex i Farum. Købet af Ravnex øger omsætningen i Due Plast med 30-40 procent og ventes endeligt sammenlagt i starten januar. For Due Plast skaber kapitaltilførslen fundamentet for den fremtidige vækst. Bestyrelsesformand og minoritetsaktionær Asbjørn Berge siger: - Due Plast er en veldrevet og effektiv virksomhed, som har kompetencerne til at gennemføre vækststrategien og den planlagte konsolidering af branchen. Med mere kapital i ryggen bliver bevægelsesfriheden større, samtidig med at tempoet for Due Plasts strategi kan sættes i vejret. Vækst-Invest Nordjylland ser også et fornuftigt potentiale for Due Plast med kapitaltilførslen. Direktør Søren Mølgaard Kristensen begrunder investeringen: - Investeringen i Due Plast er den første investering for Vækst-Invest Nordjylland, og det er virksomheder som Due Plast, der er interessante for os. Med en langsigtet investeringshorisont og et ønske om at investere egenkapital i etablerede og vækstorienterede virksomheder, ser vi gode muligheder i det nuværende marked.