Fritid

Plastgræs taget i brug i Bælum

Efter mange års tilløb har Bælum nu endelig taget sin nye kunstgræs-bane i brug - og byder andre klubber ind

Morten Dalgaard Andersen (t.v.) indviede sammen med 11-årige Tobias Staun Carlsen og borgmester Leon Sebbelin (RV) den nye bane.
Morten Dalgaard Andersen (t.v.) indviede sammen med 11-årige Tobias Staun Carlsen og borgmester Leon Sebbelin (RV) den nye bane.

Opdateret kl. 17:05

BÆLUM: - Hold helt op. Den bane dur´ da bare. Wow.

11-årige Tobias Staun Carlsen fra Bælum havde nærmeste julelys i øjnene, da han i sine nypudsede fodboldstøvler lørdag løb ind på Østerhimmerlands Kunstgræsbane i Bælum for første gang.

Han havde netop fået lov at klippe det røde bånd til kunstgræsbanen og indvi den sammen med borgmester Leon Sebbelin og Morten Dalgaard Andersen, der er idémand til den nye kunststofbane i landsbyen, hvor der nu kan spilles fodbold hele året.

Morten Dalgaard Andersen lagde heller ikke skjul på, at han også nærmest fik tændt op under julelysene i sine øjne, efter han har arbejdet med projektet siden slutningen af 2011. Seks års hårdt arbejde er endt ud med noget, der i går trak det store smil frem.

Han har tidligere været bestyrelsesmedlem og aktiv fodboldspiller i Bælum-Solbjerg Idrætsforening, og det var med ham i spidsen det lykkedes at hive 2,5 mio. kr. ud af kommunen, og dermed danne det økonomiske grundlag for etablering af banen som har kostet i omegnen af fire mio. kr.

Morten Dalgaard Andersen har været den helt store drivkraft i etableringen af den nye kunstgræsbane i Bælum, som i lørdag blev indviet og taget i brug.

Fantastisk at være i land

- Jeg synes, det er fantastisk, vi er kommet i land, siger Morten Dalgaard Andersen.

Han fortæller, at kunststofbanen er lagt ind i et ejerselskab for sig. Det skal nemlig ikke bare være Bælums kunststofbane.

Som navnet antyder, er det en bane for hele Østhimmerland.

- Tanken er, at alle klubberne i hele det østhimmerlandske område skal kunne leje sig ind på banen. Der er jo kun en kunststofbane i området - i Støvring - så tanken er at klubberne i f.eks. Skørping, Terndrup, Kongerslev, Als, Skelund, Veddum og Klarup - og mulige andre - skal kunne leje den på lige vilkår med Bælum.

- Det bliver ikke noget med, at Bælum skal have de bedste træningstider, og så har vi sat timeprisen for leje lavt. Det koster kun 250 kr. i timen, hvor man andre steder tager op mod 1000 kr., siger Morten Dalgaard Andersen.

En glad formand

Det var også en glad formand for Bælum-Solbjerg IF, Henrik Bundgaard, der lørdag kunne holde indvielsestalen foran indhegningen til den nye bane, hvor mange mennesker var mødt op.

- Det er stadig lidt uvirkeligt, når man står og kigger ud over anlægget. Vi skal lige knibe os selv lidt i armen. Det er helt fantastisk, at det er blevet en realitet, sagde formanden, som afslørede, at det på lidt længere sigt er tanken at bygge en tilskuertribune på anlægget. Faktisk er der allerede lavet indhak i hegnet, så man er forberedt.

Henrik Bundgaard benyttede sin tale til at takke Morten Dalgaard Andersen for det store forarbejde - og kalde ham en lokal ildsjæl ud over det sædvanlige.

Kæmpet benhårdt

- Du har hele vejen kæmpet benhårdt for etableringen af kunstgræsbanen. Det er med de gamle Bælum-dyder i højsædet. Der er vist vilje og fællesskab omkring tingene, sagde han.

Henrik Bundgaard kvitterede også for et godt samarbejde med Rebild Kommune omkring banen. Og den greb borgmester Leon Sebbelin (RV) i sin tale.

- Tak, fordi I nævner det, sagde han og hæftede sig ved det kæmpe forarbejde fra de lokale, der har knoklet med baneanlægget.

I forbindelse med indvielsen var der to ungdomskampe. Her vandt Hadsund 5-0 over Terndrup, mens Bælum-Hadsund endte 2-6.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden