Playmaker på vej væk fra Viborg

Den norske playmaker Kristine Lunde-Borgersen er på vej væk fra Viborg HK, som allerede er sikker på at miste søsteren Katrine Lunde Haraldsen efter sæsonen

Kristine Lunde er - nøjagtig som sin søster Katrine - på vej væk fra Viborg. Foto: Lars Pauli

Kristine Lunde er - nøjagtig som sin søster Katrine - på vej væk fra Viborg. Foto: Lars Pauli

Det ser ud til, at håndboldkvinderne fra Viborg HK kommer til at klare sig uden en eneste Lunde-søster i næste sæson. Den norske målvogter Katrine Lunde Haraldsen har allerede skrevet kontrakt med ungarske Györ fra næste sæson, og nu er også tvillingsøster Kristine Lunde-Borgersen på vej væk fra Viborg, efter at kontraktforhandlingerne mellem klubben og playmakeren er brudt sammen. - Viborg har trukket deres tilbud tilbage igen, og det er jeg meget overrasket over. Jeg var helt sikker på, at vi ville nå til enighed, siger Kristine Lunde-Borgersen til Viborg Stifts Folkeblad. Hun har ellers følt, at parterne nærmede sig en kontraktforlængelse. - Jeg er da skuffet over, at det har været sådan her, for jeg kunne godt tænke mig at blive i Viborg. Jeg synes også, at der har været en godt kontakt og dialog på det seneste, så jeg er meget overrasket over det her, siger Lunde-Borgersen til avisen. /ritzau/