Playmaker skal få børn til at bevæge sig

Søren Ørgaard skal koble idrætsforeningerne, DUS’er og skoler tættere sammen via nyoprettet kommunal stilling

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

I sin tid som vol­ley­ball­spil­ler skul­le Sø­ren Ør­gaard af­gø­re bol­de­ne. Nu skal han for­de­le dem. AR­KIV­FO­TO

AALBORG:Søren Ørgaard er første mand i en helt ny stilling som playmaker ved Aalborg Kommunes Skole- og Kulturforvaltning. Alligevel er han kort og præcis, når han skal beskrive formålet med sit job. - Jeg skal få børn og unge til at bevæge sig mere, siger Søren Ørgaard. Arbejdsopgaven lyder på at få koblet foreningslivet, skolerne og DUS’erne tættere sammen. - Jeg skal lede og fordele spillet, så derfor er ordet playmaker opfundet. Der har måske manglet det her mellemled i mange år, og parterne skulle gerne få øjnene op for hinandens kvaliteter, siger Søren Ørgaard. Inaktive skal aktiveres Han har selv et årelangt liv med idrætten bag sig som ballast for at løfte opgaven. Seks år som formand for Nordjyllands Idrætslærerforening, snart en pædagogisk diplomuddannelse i idræt og mange år som elitevolleyballspiller i HIK Aalborg og landsholdet. Men det er ikke eliten, som Søren Ørgaard har øjne for i forbindelse med dette job. - Vi skal gerne have de inaktive til at bevæge sig mere, for 80 procent af børnene har et fint aktivitetsniveau, forklarer 33-årige Søren Ørgaard. Til gengæld er tendensen, at de sidste 20 procent bliver endnu mere inaktive, så man nogen gange oplever, at børn får gammelmandssukkersyge. Faktisk er inaktivitet den næststørste folkesundhedstrussel i dag. - Rent faktisk er det bedre at være aktiv og have noget på sidebenene, end at være tynd og inaktiv, siger Søren Ørgaard. Børn falder fra Et andet problem, som Søren Ørgaard har øje for, er, at de aktive børns aktivitetsniveau falder omkring 12-års-alderen, og mange af dem dropper ud af foreningslivet. - Der sker oftest det, at når en 12-årig knægt opdager, at han ikke bliver den nye Ronaldo, så dropper han ud af klubben og sætter sig hjem og bliver inaktiv. Her skal vi benytte os af, at Aalborg har flere hundrede foreninger, som står parat til at tage imod børnene. Og hvis børnene først kommer ud i foreningslivet, så tror jeg også, at de er mere vedholdende omkring det at bevæge sig, siger Søren Ørgaard. Bevægelse er centralt Han fokuserer meget på, at der netop er tale om bevægelse og ikke nødvendigvis idræt i traditionel forstand. - Det er også min opgave at få klubberne til at redefinere sig selv, så de ikke er så disciplinorienterede, siger Søren Ørgaard. Han nævner et positivt eksempel fra Frejlev i forbindelse med det 3-årige projekt ”Børn og unge i bevægelse”. Her melder børnene sig ikke længere til fodbold eller håndbold, når de er helt små. De melder sig til Team Minisport, så de kan prøve lidt af det hele. - Klubben har stoppet medlemsnedgangen, og der er jo ikke grund til at lægge sig fast og uddanne en 5-årig til en fantastisk fodboldspiller. Jeg tror, at det fastholder børnenes motivation, at de prøver noget forskelligt, siger Søren Ørgaard. Projekt for DUS klart Han betragter foreningslivet som en guldgrube for ham i det fremtidige arbejde, og støtten fra den side er også sikret på forhånd, for Samvirkende Idrætsforeninger Aalborg (SIFA) medfinansierer allerede nu hans stilling. Foreningerne er da allerede også dybt involverede i det første projekt, som playmakeren sætter i søen. Her er forskellige foreninger blevet bedt om at lave en række tilbud til DUS’erne i Aalborg Kommune, så de enten kommer til foreningerne eller omvendt. - Vi vil gerne udnytte foreningernes ekspertise, og så kan eleverne lære, at der er andet i verden end fodbold og håndbold, siger Søren Ørgaard. Selv har han netop sagt farvel til lærerjobbet gennem otte år på Skansevejens Skole i Nørresundby, som han har været glad for. - Men jeg er meget tilfreds med at komme til at arbejde på fuld tid med at få børn til at bevæge sig mere. Det komiske er, at jeg nu selv bliver mindre aktiv, når jeg skal sidde bag skrivebordet, siger Søren Ørgaard. Han stoppede helt med volleyball for fire år siden. Nu løber han og går i motionscenter. - Men mit sociale netværk er bygget op om idræt. Og jeg håber at give børn og unge muligheden for at opleve de samme positive ting, som idræt og bevægelse har gjort for mig, siger Søren Ørgaard. Det får han chancen for som Aalborg Kommunes nye playmaker, selv om playmakerpladsen ikke var hans plads på volleyballbanen. - Der skulle jeg forsøge at afgøre bolde. Nu skal jeg fordele dem, siger Søren Ørgaard. Det skulle dog være mærkeligt, om Søren Ørgaard ikke kom til at slå et par afgørende bolde i sin rolle som playmaker alligevel.