Playstation stopper onlinesalg af skandaleramt spil

"Cyberpunk 2077" er blevet fjernet fra Playstations onlinebutik. Klager over fejl har præget lanceringen.

Cyberpunk 2077 er et af de mest imødesete spil i år.

Cyberpunk 2077 er et af de mest imødesete spil i år.

TOKYO:Sony har fjernet det hypede spil "Cyberpunk 2077" fra Playstations netbutik.

Det oplyser det japanske elektronikfirma natten til fredag.

"Cyberpunk 2077" har været et af de mest imødesete spil i flere år.

Men klager over en række tekniske problemer i spillet har fyldt meget i kølvandet på lanceringen.

- Sony stræber efter at sikre en høj grad af forbrugertilfredshed, og derfor vil vi begynde at tilbyde alle penge tilbage til gamere, der har købt Cyberpunk 2077, skriver Sony i en meddelelse.

- Sony vil også fjerne "Cyberpunk 2077" fra Playstation Store (onlinebutik, red.) for nu.

Spillet, som udspiller sig i den dystopiske storby Night City, er angiveligt et af de dyreste spil, der nogensinde er lavet.

Lanceringen er dog langtfra gået, som man har håbet,

Den polske producent bag spillet, CD Projekt, måtte mandag komme med en undskyldning og lovede at rette op på "fejl og nedbrud" i opdateringer i januar og februar.

Købere, der ikke kan vente på opdateringerne, tilbydes pengene retur.

Lanceringen er blevet udsat to gange i år, og CD Projekt har været nødt til at tilføje en advarsel til spillet, efter at en anmelder fik et epileptisk anfald under spillet.

På trods af de mange meldinger om fejl har spillet en rating på 87 ud af 100 på Metacritic og 7,0 ud af 10 blandt 20.544 brugere.

CD Projekt høstede for fem år siden stor anerkendelse for spillet "The Witcher 3: Wild Hunt".

Men selskabet har mistet milliarder i værdi siden spillanceringen sidste uge.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.