Plejecenter i centrum

Forslag om nyt plejecenter midt i Brønderslev

Esben Heine
Kvickly-bygningen bliver måske erstattet af et nyt plejecenter. Arkivfoto: Bent Bach
Ældreforhold 20. december 2010 12:25

Måske kommer der nu igen liv i det tidligere Kvickly-kompleks midt i Brønderslev. Til byrådsmødet onsdag aften stilles der forslag om, at der skal opføres et nyt plejecenter på grunden med 48 pladser. Det er planen, at det nye plejecenter skal afløse de nuværende plejeboliger på Risagerlund samt Plejecentret Tygelsgade i Brønderslev. Der lægges op til, at byggeriet skal indeholde lokaler til Hjemmeplejens distrikt Vest samt til ældreadministrationen i Brønderslev Kommune. Det er planen, at Risagerlund skal omdannes til almene boliger, der så kan sælges, og det skal medvirke til finansiering af det nye plejecenter-projekt. I dag er der 22 pladser på Risagerlund og 26 pladser i Tygelsgade-centret. Hjemmeplejens distrikt Vest har i dag til huse i mindre velegnede lokaler i Bredgade 60 - tidligere teknisk forvaltning. Ældreadministrationen er i dag i Grønnegade. Der er i byggeriet et areal på 885 kvadratmeter, der kan bruges til en dagligvarebutik eller til kontorer. "En dagligvarebutik vil trække handel tilbage til gågadens nordlige del, mens en udnyttelse af lokalerne til kontorer vil give mulighed for at samle en række kommunale arbejdspladser i umiddelbar tilknytning til rådhuset", lyder det fra rådgiverne til politikerne, forud for den store beslutning. Det er en forudsætning for økonomien, at Risagerlund sælges. For at kunne komme med et realistisk bud på en salgspris, er det forudsat, at Risagerlund sælges til en boligforening, der indretter lejligheder i bygningen. Prisen for at opføre 48 nye plejeboliger ventes alene at blive godt 76 mio. kr. Den kommunale udgift er med salg af Risagerlund vurderet til 11,4 mio. kr. Skal der etableres ekstra kontorer, vil prisen være 26 mio. kr. For 2011 er der kun afsat 3,5 mio. kr. på anlægsbudget til plejehjemsombygninger, mens der for 2012 er afsat en samlet anlægspulje for alle kommunens anlæg på 43,7 mio. kr. Puljen for 2012 er endnu ikke prioriteret, understreges det forud for byrådets møde.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...