Plejehjem bliver endelig solgt - køberen er hemmelig lidt endnu

Brønderslev Kommune har fundet en køber til det tidligere plejehjem Tygelsgadecentret i Brønderslev

Tygelsgadecentret i Brønderslev var i mange år plejehjem. Men da plejehjemmet Støberiet blev opført, var der ikke længere brug for Tygelsgadecentret. Brønderslev Kommune hang dog stadig på en kontrakt og en husleje frem til 2027, så kommunen har længe kigget på at forbedre eller sælge bygningen. Det glæder derfor borgmesteren, at det nu sælges.

Tygelsgadecentret i Brønderslev var i mange år plejehjem. Men da plejehjemmet Støberiet blev opført, var der ikke længere brug for Tygelsgadecentret. Brønderslev Kommune hang dog stadig på en kontrakt og en husleje frem til 2027, så kommunen har længe kigget på at forbedre eller sælge bygningen. Det glæder derfor borgmesteren, at det nu sælges.

BRØNDERSLEV:Det tidligere plejehjem Tygelsgadecentret på P N Jensens Plads 4 i Brønderslev har længe haft en uvis fremtid.

Men ved økonomiudvalgets møde onsdag 2. oktober kunne borgmester Mikael Klitgaard afsløre, at en køber var fundet, og Brønderslev Kommune indenfor den nærmeste fremtid endelig kan overdrage nøglerne til andre ejere.

- Vi har fundet en køber. På økonomiudvalgsmødet har vi indstillet, at det bliver solgt, og det kommer på byrådsmødet i næste uge, siger Mikael Klitgaard.

Flere ideer har været oppe

Brønderslev Kommune havde lejet sig ind i Tygelsgadecentret, og det blev tidligere anvendt som plejehjem.

Da plejehjemmet Støberiet blev bygget, var der dog ikke længere brug for Tygelsgadecentret, men Brønderslev Kommune var låst i en kontrakt til 2027 med Boligforeningen PM med en månedlig huslejeudgift på 140.000 kroner.

Tygelsgadecentret var en kort overgang lejet ud som flygtningeboliger til Jammerbugt Kommune, men har stået tomt siden starten af 2017.

Man har tidligere forsøgt sig med at sælge bygningen i samarbejde med boligforeningen, og der kom fire bud på bygningen. Ingen af de fire bud var dog tilfredsstillende, da Brønderslev Kommune hæfter for restgælden, og økonomiudvalget indstillede i stedet tidligere på året, at man ville købe bygningen og se på, hvordan den kunne anvendes.

Flere muligheder for at ændre bygningen og leje den ud var i spil, men det kommende salg af bygningen er det bedst mulige udfald.

- Vi havde kigget på, hvordan vi kunne bruge det selv, men vi havde ikke behov for så stor en bygning. Vi er heller ikke eksperter i at leje ting ud, og der skulle laves meget om, hvis det skulle laves til lejeboliger eller kontorer, og det ville hurtigt løbe op økonomisk. Et salg var derfor mest fornuftigt, siger Mikael Klitgaard.

Aftale ikke helt på plads

Hvem den nye ejer af Tygelsgadecentret er, kan borgmesteren ikke melde ud endnu. De sidste detaljer skal falde på plads.

Men bygningen er solgt til anden side, og det glæder borgmesteren, at hele sagen omkring Tygelsgadecentret nu finder sin afslutning.

- Vi er meget tilfredse.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.