Plejehjem renoveret færdigt

Beboere på Røde Kors Hjemmet kan nyde, at bygningerne er blevet renoveret, og nu en flot have færdiganlagt

LØGSTØR:Med anlægningen af en ny have er renoveringen er af Røde Kors Hjemmet i Løgstør er endelig overstået. Beboerne på institutionen kan fremover slappe af blandt blomster og vandkunst i den nye have. - Alle planter og sten er på plads, og vandet plasker fint, så det er rigtig hyggeligt. Og beboerne nyder det, fortæller Kate Pedersen, der er beskæftigelsesvejleder i terapien. Udover den stille rislen fra vandet, er der også en masse kaglen i haven, da der kommet et anlæg til høns. Der mangler bare en hane, så der kan komme kyllinger til foråret. - Plejehjemmet har tidligere haft hønsehold, og det er der stor interesse for blandt beboerne, siger Kate Pedersen. Flere sponsorer har støttet projektet. Spar Nord Fonden, Karen + Niels Møllers Fond og M. Nielsen A/S, Ranum har alle hjulpet til med sponsorkroner, så haven kunne blive færdig. Helt fuldendt er den dog ikke endnu. Nogle af planterne er nemlig gået ud, så de skal plantes om i løbet af det sene efterår. Desuden har plejehjemmet et ønske om at få en ny markise, da den, der hænger i haven nu, trænger til at bliver skiftet ud. Hele plejehjemmet på Bøgevej har i de senere år været under en omfattende ombyggelse og modernisering. Første spadestik til ombygningen af plejehjemmet blev taget i august 2002. Det blev indviet 28. februar 2004, og haven er blevet lagt om i forbindelse med byggeriet. Nu er haven færdig og indviet, så beboerne på Røde Kors Hjemmet kan nyde den. Bænkene er dog stillet ind for i år, så beboerne må nøjes med gåture i haven, indtil bænkene bliver fundet frem igen til foråret.