Plejehjemmene er for alle

Der skal være råd til at bo på det ny plejecenter

Ældreforhold 26. september 2005 06:00

BRØNDERSLEV: Ældrerådet har rejst kritik af, at lejlighederne på det nye plejecenter i Brønderslev bliver for små. Men grunden til, at stuerne ikke bliver større skyldes hensynet til bebeoernes fremtidige husleje. Det fortæller formand for social- og sundhedsudvalget Kim Toft (V). - Den størrelse lejligheder vi har besluttet at tilbyde på det nye plejecenter er den størrelse, som man kan få boligsikring til. Hvis man laver lejlighederne ti kvadratmeter større, skal man betale fuld husleje for de sidste ti kvadratmeter, forklarer Kim Toft. I praksis er det sådan, at kommunen betaler det meste af huslejen i form af boligsikring, hvis den eneste indtægt borgeren har er folkepensionen. - Det skal ikke være sådan, at man har en beboer i Brønderslev Kommune, der er nødt til at sige nej tak til en plejehjemsplads, fordi man ikke har råd til at bo i lejligheden, understreger Kim Toft. Han afviser, at velstillede skal have mulighed for at flytte ind i en større lejlihed, hvis pengepungen tillader det. - Man kunne godt variere størrelserne på lejlighederne. Men står man på venteliste og får tilbudt en ledig lejlighed, kan nogle blive nødt til at takke nej, fordi de ikke har råd til at bo i netop den lejlighed, der nu er blevet ledig. Det skal ikke være folks privat økonomi der spænder ben for, om man kan tage imod en plejehjemsplads eller ej, mener Kim Toft.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...