Plejehjems-stillinger skæres væk

Både Solgården i Fjerritslev og Møllegården i Brovst mærker de stramme tider - ud over Aabybro og Birkelse.

Op mod fem fuldtidsstillinger forsvinder med det nye år på plejehjemmet Solgården i Fjerritslev, og på Møllegården i Brovst er det op til tre fuldtidsstillinger, der skæres væk. Nedskæringen er resultatet af Jammerbugt Kommunes besparelser på ældreområdet i 2008. Ud over de to private plejehjem i Aabybro og Birkelse slår besparelserne hårdest igennem på Solgården og Møllegården, mens de øvrige plejecentre i kommunen kun oplever mindre justeringer eller ingen ændringer. Det oplyser leverandørchef Torben Færk, Jammerbugt Kommune, som er chef for lederne på samtlige kommunale plejecentre. - Det vil selvfølgelig kunne mærkes. Der vil være ting, vi ikke kan nå, når der er færre hænder, anderledes kan det ikke være, siger han. - På den anden side tror jeg på, at det kan lade sig gøre, men det er helt klart en udfordring, som både kræver planlægning og fokus på fagligheden, understreger Torben Færk. - Det nye er, at der nu er en fast beregnet lønsum til rådighed på hvert plejecenter, og derfor gælder det om, at planlægningen hele tiden tager højde for belægningen i boliger og aflastningsstuer, forklarer Torben Færk. - Det kræver fleksibilitet hos medarbejderne, sådan at enkelte kan skifte mellem at være indearbejdende og udekørende, tilføjer han. - De ansatte er forståeligt nok meget påvirkede af situationen, og vi ved jo også godt, at de løber stærkt i forvejen. Men det er altså de økonomiske vilkår, som politikerne har besluttet for i år, og så udfører vi naturligvis opgaven, så godt vi overhovedet kan, forklarer Torben Færk. Kun plejehjemmene i den tidligere Pandrup Kommune slipper for nedskæringer, undtagen i Hune, hvor der skæres 10 timer, oplyser lederen, Elisabeth la Cour. - Det har vi klaret ved naturlig afgang. På Solgården og Møllegården bliver der heller ikke tale om fyringer. - Nedskæringerne er opnået ved, at de ledige stillinger, der er opstået i løbet af efteråret ved naturlig afgang, ikke er blevet genbesat, oplyser Torben Færk.

Forsiden