Ældreforhold

Plejehjemsbyggeri bremset

Flertal i socialudvalget har trukket nødbremsen

BRØNDERSLEV/DRONNINGLUND:Spaden var næsten i jorden, da socialudvalget i går valgte at bremse udvidelsen af plejehjemmet Margrethelund. Og der er ingen, der får lov til at grave noget, før budgettet er vedtaget i oktober. Planen var ellers, at der skulle oprettes 22 nye pladser på plejehjemmet, men det er der nu sat en stopper for - også selv om byggeriet har været i licitation. Karl Emil Nielsen (DF) havde bedt om at få byggeriet på dagsordenen, og punktet splittede udvalgets medlemmer. Åbne og lukke Formand for socialudvalget, Ole Jespersgaard (S) var en af dem, der stemte for at bremse byggeriet. Han mener ikke, at man skal bygge 22 nye plejehjemspladser i Dronninglund, når man samtidig i budgettet for næste år overvejer at lukke 20 pladser på plejehjemmet Stenumgaard i Brønderslev. - Jeg vil kun have have de nye pladser bygget i Dronninglund, hvis de gamle pladser på Stenumgaard får lov at blive, siger Ole Jespersgaard og tilføjer, at man også overvejer at lukke omkring 20 plejehjemspladser i Flauenskjold. Det, mener han, ikke er rimeligt, hvis man bygger andre steder. De 22 nye pladser på plejehjemmet Margrethelund blev planlagt i den gamle Dronninglund Kommune, og oprindelig var det meningen, at disse pladser skulle bruges til at huse beboerne fra plejehjemmet i Asaa, der skulle renoveres. Gammel byggeplan De tre, der stemte for at bremse byggeriet, indtil budgettet for 2008 er vedtaget, var alle politikere fra den gamle Brønderslev kommune; Ole Jespersgaard (S), Karl Emil Nielsen (DF) og Søren Erik Nielsen (V). Omvendt var de to politikere, der stemte imod forslaget fra den gamle Dronninglund Kommune; Asta Skaksen (V) og Marianne Jensen (S). Beslutningen i socialudvalget er dog kun midlertidig. For hvis man i budgettet vedtager, at ingen plejehjemspladser skal nedlægges, vil byggeriet på Margrethelund fortsætte. - Vi vil kun have pladserne i Dronninglund, hvis der er råd til det. Vi vil først og fremmest renovere plejehjemmene, og det må vi så gøre i takt med, at vi får råd, slår Ole Jespersgaard fast. Hvornår håndværkerne enten skal sætte spaden i jorden eller se sig om efter en anden opgave, er der svar på den 11. oktober, når det kommunale budget er vedtaget.