Plejehjemsstuer står tomme

Det er slut med ventelister, men kommunen bruger mange penge på tomme stuer

PANDRUP:Ventelisterne på kommunens plejecentre har været på kur og er skrumpet ind til det rene ingenting. For første gang i lang tid er der ledige pladser. I alt ni pladser og alene på Vester Hjermitslev Plejecenter er der syv tomme stuer i øjeblikket. - Det er utraditionelt, at der ikke er nogen på venteliste, siger leder af Kaas og Vester Hjermitslev plejecentre Hjørdis Holmsgaard. Hun har aldrig oplevet, at der på den måde ikke er nogen, der venter, og Hjørdis Holmsgaard er overbevist om, at hænger sammen med, at der er blevet flere pladser, for renoveringen af Saltum Plejecenter er færdig, og alle kommunens 118 stuer er derfor er til rådighed. Formand for socialudvalget Frits Pedersen (A) er enig i den betragtning, men mener også, at stadig flere vælger at blive boende i eget hjem på grund af de mange nyopførte ældrevenlige boliger. Tomme stuer er for dyre Men alt er ikke rosenrødt og Frits Pedersen mener, at ventelistemedaljen har en bagside. Hver plejehjemsplads koster nemlig kommunen rundt regnet 5000 kroner i måneden, og det er for dyrt. - Det er nogle lidt træls penge for kommunen får ingenting for dem. Vi har snakkket om i socialudvalget at regulere på det en smule. Vi kan fint have 0-3 pladser i overskud, men vi bruger for mange penge, hvis det konstant er 10-12 pladser der står ledige, og så er det overvejelsen værd at se på, om der var noget andet, vi kunne bruge det til, siger han. Frits Pedersen foreslår blandt andet at indrette afdelinger i nogle af plejecentrene til sundhedscentre eller lave et af plejecentrene om til et bofællesskab for ældre. Ændr reglerne Formand for Venstres gruppe Henrik C. Pedersen er glad for de afmagrede ventelister, men spørgsmålet er om Pandrup kommune har fået for mange pladser. - Hvis vi har mange tomme pladser bør socialudvalget undersøge muligheden for at leje pladserne ud til andre kommuner eller sænke kravene til visitationen, siger han. Henrik C. Pedersen mener, at der er mange ældre, der ligger derhjemme som gerne vil på plejehjem, og han har før slået på tromme for, at det skal være nemmere at komme på plejehjem. Frits Pedersen vil gerne leje ud til andre kommuner. Han mener dog ikke, at det vil løse problemet at slække på kravene til, hvem der kommer på plejehjem. Han oplyser, at der ikke er nogen der søger, og således kommer der heller ingen ansøgninger fra folk, der ikke opfylder kriterierne. Der er simpelthen ingen, der vil på plejehjem. Det ser derfor heller ikke ud til, at der er politisk vilje bag kommuneplanen. - Der er lagt op til 130-140 pladser i kommuneplanen, og det er i hvertfald for mange. Dem vi har nu er fuldt ud tilstrækkeligt, siger Frits Pedersen.