EMNER

Plejepersonale går i "omvendt strejke"

Ulovlig arbejdsnedlæggelse har de fleste hørt om. Men hvad med en "omvendt strejke", hvor ansatte uden betaling yder flere timers arbejde, end de skal efter overenskomsten?

Det er plejepersonale over hele landet i færd med at planlægge skal ske tirsdag 6. november, og i det nordjyske er foreløbig Aalborg, Jammerbugt og Vesthimmerland med i aktionen, oplyser sygeplejerske Lars Eriksen, Nørresundby, der selv er ansat i Aalborg Kommune og deltog i et møde med en del af Jammerbugt Kommunes plejepersonale på Bratskov torsdag aften. - Vi er stadig i planlægningsfasen, så vi ved ikke hvor mange der ender med at være med på landsplan, tilføjer han. - Men vores mål er at vise politikerne og alle andre, hvor mange hænder, vi mener der skal til for at give vores ældre en forsvarlig pleje og omsorg. Der er skåret ned og skåret ned, og der er ikke tid til at gøre tingene på en ordentlig måde, som vi selv kan være bekendt, fastslår Lars Eriksen. Han forklarer, at de medvirkende i aktionen giver måske en eller to timer ekstra, og det betyder meget, når hænderne gøres op. - Tænk at have 25 ektra timer i et center at kunne dele ud på de ældre, som han siger. I Jammerbugt Kommune er sosu-assistent Anne Mtete Christensen, Brovst, koordinator for aktionen. - Jeg ved ikke endnu, hvor mange vi bliver, men en del grupper har meldt sig til. Det er jo en lidt uvant situation, for en omvendt strejke er vist ikke prøvet før, som hun siger. - Vi håber at skabe mere opmærksomhed om hvor trængt plejeområdet er, også på grund af den økonomiske klemme, som regeringen har sat kommunerne er i, når de ikke må sætte udgifterne til området op.