Plejepersonale klager over ældrechefen

Ansatte er utrygge og vil beholde leder

HJØRRING:Hjørring Kommunes ældre- og handicapchef Peder Thøgersen vil i morgen mødes med MED-udvalget og de øvrige ansatte ved Områdecenter Skovgården. Anledningen er et læserbrev i dagens udgave af Nordjyske, hvor et samlet personale udtrykker frustration og vrede omkring informationen om tre nye ditriktschefer i kommunen. Kommunen skal i forbindelse med den nye ældreplan ændre på strukturen, så man i stedet for fem områdecentre skal have tre distrikter. I den forbindelse har man blandt de fem nuværende områdeledere skullet udtage tre til tre nye distriktschefsposter. At det ikke blev Områdecenter Skovgårdens leder har skuffet de 120 ansatte i området. I læserbrevet klager de ansatte samlet over, at de 16. december med tyve minutters varsel blev indkaldt til et orienteringsmøde, hvor de skulle orienteres om, hvem der skal være de nye distriktschefer. Mange havde ikke mulighed for at komme og måtte orienteres her i NORDJYSKE dagen efter. De ansatte udtrykker mistillid til ledelsen, og derfor er deres læserbrev sendt som et fællesbrev. Brevet er sendt samtidigt til Peder Thøgersen på Hjørring Kommune. "Den tavshed, der indtil nu har været fra os, skal tolkes som et udtryk for den utryghed og mistillid, processens forløb hidtil har medført. Derfor er dette brev ikke underskrevet, men sendt som et fællesbrev. Brevet er behandlet i alle grupper på plejehjemmet såvel som i hjemmeplejen", skriver de ansatte. - Jeg er ked af at udtale mig om brevet, for jeg har ikke været med til at skrive det, men jeg kan bekræfte, at tillidsfolkene på områdecentret er klar over, at der for øjeblikket er en stor frustration blandt de ansatte, siger sygeplejerskernes tillidsrepræsentant, Agnete Nielsen. - Jeg vil ikke kommentere brevet, da jeg ikke mener, at NORDJYSKE egner sig til dialogen, men vi tager det meget alvorligt. Jeg vil hurtigst muligt tage et møde med personalet på Områdecenter Skovgården og høre deres fremstilling, ligesom jeg vil kunne give dem min vurdering af forholdene, siger Peder Thøgersen. De to områdeledere, der ikke skal være distriktschefer, skal tilbydes andet passende arbejde i kommunen. Social- og sundhedsforvaltningen arbejder videre med omstrukturering af ældreområdet. Man skal se på de assisterende områdeledere, som i dag alle er sygeplejersker. I fremtiden skal de nye distriktschefer suppleres af en administrativ medarbejder. Det ventes, at alle brikker i den nye ældrestruktur kan være på plads til 1. marts 2003.