Frederikshavn

Plig­ten til at gø­re nyt­te

Vild med mad, bi­ler og Ita­li­en; om­sorgs­fuld ven, po­si­tiv søs­ter og en rig­tig god chef. Det er blot nog­le af de ting, der kan si­ges om Ja­ne Wiis.
Fo­to: Sø­ren Stef­fen

Vild med mad, bi­ler og Ita­li­en; om­sorgs­fuld ven, po­si­tiv søs­ter og en rig­tig god chef. Det er blot nog­le af de ting, der kan si­ges om Ja­ne Wiis. Fo­to: Sø­ren Stef­fen

Hun er ved­hol­den­de og vild med bi­ler. Iføl­ge ven­ner en emi­nent kok og god til at syn­ge. Og har man et ta­lent, har man pligt til at bru­ge det, lød barnelærdommen hjem­me på Pe­ter Wil­le­mo­es Vej i Fre­de­riks­havn. Ev­nen til at la­ve mad, ven­der vi til­ba­ge til. Sang er der ik­ke så me­get af, som da der var tid til kor. Men Ja­ne Wiis, 41, har og­så det ta­lent, der har sik­ret hen­de stil­lin­gen som kom­mu­nal­di­rek­tør i Ny Fre­de­riks­havn Kom­mu­ne: Ta­lent for le­del­se. Be­vist via stil­lin­ger som kon­tor­chef, vi­ce­kom­mu­nal­di­rek­tør og chef­kon­su­lent. Med en vi­si­on. - For mig dre­jer det sig om at ud­fyl­de det rum, jeg er sat i ver­den for at ud­fyl­de. Har man de egen­ska­ber, der skal til for at dyr­ke sit ta­lent, så skal man. Og ud­nyt­te sit ta­lent. Ik­ke kun for sin egen skyld, men og­så i for­hold til alle de men­ne­sker, der er af­hæn­gi­ge af det, man gør til dag­lig, me­ner hun. - Så min vi­si­on for li­vet er at gø­re nyt­te. Det sid­ste kom­mer lidt ef­ter­tænk­somt, mens hun kig­ger sig om­kring i kø­ben­hav­ner-lej­lig­he­den en sol­skins­ef­ter­mid­dag i den for­gan­gne uge. Lej­lig­he­den sæt­tes til salg, når æg­te­fæl­len - der er vicekommisær i po­li­ti­et - fin­der et job i Nord­jyl­land. Fo­re­lø­big har de le­jet et som­mer­hus i Brat­ten nord for Fre­de­riks­havn, mens de kig­ger sig om ef­ter no­get per­ma­nent. Di­rek­tø­ren Og­så for den nye kom­mu­ne har di­rek­tø­ren en vi­si­on: - Når man har væ­ret så dyg­ti­ge, at fu­sio­ne­re til en så spæn­den­de kon­stel­la­tion med så man­ge for­skel­li­ge kulturbaggrunde, skal man gø­re det yder­ste for at få det bed­ste ud af det, si­ger Ja­ne Wiis med tan­ke på sam­men­læg­nin­gen af Ska­gen, Fre­de­riks­havn og Sæ­by kom­mu­ner. - Vi skal bli­ve dyg­ti­ge til fort­sat at skub­be på en ud­vik­ling, hvor alle kan se, at det er rig­tig godt at være for­skel­li­ge. Og bru­ge for­skel­lig­he­den til at træk­ke på sam­me ham­mel. Med­ar­bej­der­ne på den nye ar­bejds­plads kom­mer til at se de­res chef tage sin del af slæ­bet. - Det er fan­ta­stisk, at Ny Fre­de­riks­havn Kom­mu­ne har an­sat en kvin­de­lig di­rek­tør, når der kun fin­des seks ud af 98 i he­le lan­det. Det kan i sig selv få mig til at knok­le dob­belt op, at no­gen men­ne­sker har ment, det ik­ke er no­gen for­hin­dring, jeg er en kvin­de, kon­sta­te­rer Ja­ne Wiis, der ger­ne ser fle­re kvin­der på kom­mu­na­le top­pos­ter. - Især når man tæn­ker på, at over­væg­ten af kom­mu­nalt an­sat­te er kvin­der. Hold­spil­le­ren Den nye kom­mu­nal­di­rek­tør er hold­spil­ler. Og me­get ger­ne på en fod­bold­bane. Som hjem­me på ve­jen med de an­dre børn. I stu­die­ti­den i År­hus, hvor der stod Hjorts­høj-Egå på mål­mands­trø­jen. I frederikshavnerklubben FfI i de un­ge år – og ger­ne i frem­ti­den … - hvis der da fin­des et old-girlshold i Fre­de­riks­havn… som hun ud­tryk­ker det. For hun els­ker fod­bold, skønt hun li­ge for ti­den må nøj­es med golf. - Det går man over til, når man ik­ke kan få hold­sport til at pas­se ind i pla­ner­ne. Og så be­gyn­der fal­le­re­de fod­bold­spil­le­re al­tid at spil­le golf. Der er dog lidt bold i det. Ja­ne Wiis er imid­ler­tid og­så hold­spil­ler på sin ar­bejds­plads og tror på åben­hed og dia­log. - Jeg fun­ge­rer langt bedst i sam­men­hæn­ge, hvor vi ar­bej­der sam­men om at nå et mål. Når man dri­ver så stor en virk­som­hed som den nye kom­mu­ne, er det ik­ke no­get, et en­kelt men­ne­ske kan stå for. Det gæl­der om at fin­de så man­ge men­ne­ske­li­ge kom­pe­ten­cer som mu­ligt og ud­vik­le dem, på­pe­ger Ja­ne Wiis. Af sam­me grund om­gi­ver hun sig så vidt mu­ligt med men­ne­sker, der er li­ge­så klo­ge som hun selv – el­ler klo­ge­re … - ik­ke at der skal me­get til, på­står hun med et smil. - Jo klo­ge­re, jo bed­re. Uan­set på hvil­ket om­rå­de. Det dre­jer sig om he­le ti­den at sam­men­sæt­te teams med alle mu­li­ge kom­pe­ten­cer. For kun på den måde bli­ver man selv klo­ge­re. Che­fen Som le­der har Ja­ne Wiis en an­den ev­ne: Hos med­ar­bej­de­re med go­de ta­len­ter, kan hun se fle­re ta­len­ter, end de selv tror, de har. - Og så els­ker jeg at dyr­ke dem op. Er der no­gen, der tror på en, kan man me­get, er hen­des fi­lo­so­fi. En an­den fi­lo­so­fi er, at in­tet er umu­ligt. Det er blandt an­det her ved­hol­den­he­den slår til. For har ven­del­bo­en først kas­tet sig over no­get, hol­der hun ik­ke op, før op­ga­ven er løst. Hvad en­ten det hand­ler om at sæt­te et lys­ar­ma­tur op i køk­ke­net i hjem­met på Øs­ter­bro, el­ler at få dvd-op­ta­ge­ren til at fun­ge­re. - Jeg sæt­ter mig og læ­ser brugs­an­vis­nin­gen fra ende til an­den, så jeg kan få det til at vir­ke, af­slø­rer hun. In­te­res­sen for at lø­se til­sy­ne­la­den­de umu­li­ge op­ga­ver var der al­le­re­de, da hun som barn kas­te­de sig over in­ge­ni­ør­sæt af den slags, hvor man skal kon­stru­ere sin­dri­ge me­ka­ni­ske op­fin­del­ser. Og hun fin­der det sta­dig sjovt at lø­se op­ga­ver, der ser me­get svæ­re ud, og få dem til at lyk­kes. Tror ik­ke på, at der er ulø­se­li­ge op­ga­ver. - Det lig­ger i mig, at der må være en løs­ning, og den ef­ter­sø­ger jeg så, til den er fun­det. Uan­set, hvor læn­ge det va­rer. Men jeg sø­ger og­så ger­ne den let­tes­te løs­ning og kø­ber el­værk­tøj, hvis det gør det nem­me­re at sæt­te et ar­ma­tur op. Jeg er og­så ty­pen, der al­tid sø­ger råd hos men­ne­sker, der ved me­re end mig. Dat­te­ren Den pri­va­te Ja­ne er ik­ke så for­skel­lig fra den of­fent­li­ge. - Man er den, man er, kom­mer det fra kvin­den, der bæ­rer rundt på en stor sorg. - Selvom man næs­ten ik­ke kan hol­de ud at si­ge det, styr­ker det en, at kom­me igen­nem et sorg­for­løb, si­ger hun stil­le med tan­ke på sin mor, der fik Altzheimer, da Ja­ne Wiis gik i gym­na­si­et. - Fra 1983 gik det ned­ad, ind­til hun dø­de for to år si­den. Men de man­ge år, hvor hun tab­te me­re og me­re af sin per­son­lig­hed var for­fær­de­li­ge og gør, at man op­le­ver man­ge si­der af sig selv. En an­den si­de af Ja­ne Wiis er hang til og­så at være ak­tiv i sin fe­rie. - Jeg kan godt li­de at be­væ­ge mig. Det fo­re­går - ud­over golf­spil­let i Horn­bæk og ved som­mer­hu­set på Læs­ø, hvor fa­de­ren bor - to gan­ge om året på ski­fe­rie med æg­te­fæl­len – helst i de ita­lien­ske Al­per. - Men jeg er og­så livs­ny­der og els­ker at la­ve mad. Min mor var god til det, så jeg har det grund­læg­gen­de hjem­me­fra. Det bed­ste hun ved, er at la­ve mad en hel lør­dag til af­te­nens gæs­ter. Ita­li­ensk mad. - Jeg bru­ger det som af­slap­ning, for­kla­rer hun om de man­ge ti­mer i køk­ke­net. Som for ny­lig, da hun kre­er­ede en 10 ret­ters menu til 12 gæs­ter. De skul­le som ad­gangs­kort hver af­le­ve­re en flas­ke Bru­nel­lo, for­di den ita­lien­ske vin er fa­vo­rit. Fa­vo­rit er og­så han­kat­ten Sim­ba af ra­cen British Shorthair, der li­ge nu gør krav på sin mad­mors op­mærk­som­hed. Og bi­ler­ne? Ja­ne Wiis kan ef­ter eget ud­sagn sæt­te navn på de fle­ste kø­re­tø­jer, hun mø­der. - Jeg er vild med bi­ler. Den fore­truk­ne? Ita­li­ensk. Som den mør­ke­grå Al­fa Romeo 156, der i mor­gen kø­rer ind på p-plad­sen ved råd­hu­set i Fre­de­riks­havn.