Pligtsejr til Fox før topbrag i Holstebro

Koncentreret anden halvleg rakte til storsejr for Fox

sabine pedersen smutter igennem og scorer ét af sine tre mål for Frederikshavn Fox. Foto: Bent Jakobsen.

sabine pedersen smutter igennem og scorer ét af sine tre mål for Frederikshavn Fox. Foto: Bent Jakobsen.

forhavn fox-nordkbh.31-19 håndbold, 1. div. kvinder Af Jens Ole Pedersen jens.ole.pedersen@nordjyske.dk FREDERIKSHAVN: Igennem hele første halvleg var tankerne hos Fox-pigerne tydeligt fremme ved næste weekends absolutte topbrag på udebane mod Team Tvis Holstebro, men i pausen fik cheftræner Ole Andersen vækket sine spillere så meget, at en sikker sejr på 12 mål blev kørt hjem. - De første 30 minutter var noget skidt rent angrebsmæssigt, men heldigvis holdt vi fanen højt i forsvaret, og med en stærk Pernille Fisker i målet kunne vi trods alt gå til pausen foran med fire mål, forklarede Fox-træneren. - I anden halvleg gik københavnerne døde, og samtidig viste mine spillere større koncentration, men jeg måtte altså lige i pausen spørge dem om, de havde glemt at spille håndbold. Det var heldigvis ikke tilfældet, og jeg er overbevist om, at pigerne er klar til at yde mindst 25 procent mere i Holstebro i den kamp, som vi glæder os rigtig meget til. Forinden skulle Fox-holdet altså lige igennem en dag på kontoret, og den blev altså reddet på en fornuftig anden halvleg, hvor den ungarske to meter skytte, Maria Toth, nærmest scorede efter behag. Sikker på straffekast Ellers brillerede Martina Adamsson Jensen ved at udnytte fem ud af seks straffekast, ligesom målvogter Pernille Fisker imponerede flere gange med eminente refleksredninger. Men skidt så det bestemt ud før pausen, hvor der var masser af tekniske fejl, og hvor hjemmeholdet havde stort besvær med at spille sig igennem et godt fungerende forsvar fra Nordkøbenhavn. Den øgede koncentration efter pausen hos frederikshavnerne bevirkede, at angrebsspillet blev langt mere glidende, og spillere som fløjen Camilla Andersen og playmaker Lise Kirkegaard begyndte endelig at vise format i afslutningerne. På stregen viste især Sine Pedersen træfsikkerhed efter pausen, men i stor udstrækning var det den ungarske storskytte Toth, der gang på gang måtte levere afslutningen, hvilket hun også gjorde med succes i de fleste tilfælde. Men der skal både spilles og fightes langt bedre på søndag mod Team Tvis Holstebro, hvis Fox-pigerne skal gøre sig forhåbninger om at øge forspringet i toppen. De første 30 minutter mod Nordkøbenhavn gav ingen forhåbninger om det, men sæsonen har hidtil vist, at der er meget mere i Ole Andersens trup, og det kan de passende vise i Holstebro. kampfakta: Stillinger undervejs: 3-0, 7-5, 12-7, 13-9 (pause), 16-10, 20-13, 29-17 Mål for Fox: Maria Toth 8, Martina Adamsson Jensen 7 (6), Renate Saastad 3, Camilla Andersen 3, Lise Kirkegaard 3, Sabine Pedersen 3, Trine H. Blomquist 2, Anna Maria Johansson 1, Thilde Mathiasen 1 Topscorer for Nordkøbenhavn: Mie Gjerlufsen 3. Udvisninger: Fox 3, Nordkøbenhavn 4. Tilskuere: 589.