Pløj en pokal

1. oktober 2002 08:00

Omkring 20 veterantraktorer forventes at deltage i pløjekonkurrencen, når Ulbjerg Traktormuseum i Nr. Rind inviterer til pløje- og aktivitetsdag på søndag. Der er åben deltagelse for alle, der ejer en traktor og plov, der er fra 1965 eller før. Der konkurreres i følgende klasser: Enfurede liftplove, flerfurede liftplove, bugserede plove samt vendeplove. Den enkelte deltagers pløjning vil blive bedømt og karaktergivet af to dommere, og til de to bedste i hvert klasse vanker der en pokal og en præmie. Det er ikke nogen betingelse, at traktorføreren har erfaring i pløjning. Der vil nemlig blive udleveret en udførlig vejledning samt instruktion til deltagerne. En del af de traktorer, der deltager i konkurrencen, er udstillet på Ulbjerg Traktormuseum. Her råder man over en samling på omkring 60 traktorer, hvoraf den ældste daterer sig helt tilbage til 1938, mens den yngste er fra 1963.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...