Pludselig går der X-Files i gyset

Det starter ellers så godt. Julianne Moore er uhyggeligt god som moderen, der har mistet sin lille søn, Sam, ved en flyulykke og ikke kan eller vil slippe ham og sorgen over tabet. Hendes mand er kommet videre og er foruroliget over hendes tilstand. Hendes psykiater, Gary Sinise, arbejder for at hjælpe hende ud af det, men også uden held. Hun lever kun for de øjeblikke hun har med hans ting, billederne af ham, videobåndene. Den stærke og bærende ide er flot og lovende: En dag opdager hun, at billedet af hende, hendes mand og Sam har forandret sig: Sam er væk. Og i hastig rækkefølge forsvinder derefter hver en stump af minderne om sønnen. Og samtidig bliver hun skræmmende klar over, at både hendes mand, hendes naboer og hendes psykiater betragter hendes sorg, tab og erindringer som en tvangsneurose. Det er vrangforestillinger altsammen. Det gør hende helt desperat. Hun ved jo, at det er virkelighed. Så nu starter hendes kamp for at finde beviser på, at hun har ret - og for at finde grunden til, at alle andre prøver at få hende til at acceptere, at hun aldrig har haft en søn. På den færd møder hun en far (Dominic West), der har oplevet noget lignende - og så tager konspirationsdramaet fart. Den får rigeligt med stærke følelser og heftige mimikker, men Julianne Moore er en fremragende skuespiller og evner at give det liv og troværdighed, selv når der overdrives mest. Så vi er godt på vej ind i thrillermørket, da læsset vælter: Pludselig viser det sig, at der er ufo'er med i spillet, og så får man det sådan lidt nå-agtigt. Så kan alt jo lade sig gøre. Det er næsten lige så ringe et trick, som når en spændende børnebog ender med et "Og så vågnede jeg, og pyh, det hele var bare en drøm..." Så ville det have været bedre, hvis man havde fået det signal fra starten. Gyset går lidt af Sankt Gertrud, når det pludselig viser sig, at det er nogle mærkelige rummænd med superkræfter, der står bag. Det ændrer dog ikke ved - når man først har accepteret det nye koncept - at det er en effektiv og vellavet historie med et par sunde sus til adrenalinkirtlerne sine steder og et smukt budskab om det universelle i moderskabet. Men det ændrer ikke noget ved, at filmen rykker fra a-rækken til b-rækken ca. midtvejs. Men måske vil det nu opleves lidt anderledes for den, der har læst denne anmeldelse og derfor ved, hvilken slags film det er. "The forgotten" USA 2004. Instruktør Joseph Ruben En time, 32 min. Till. o. 11 år. Danmarkspremiere.