Vold

- Pludselig havde jeg for alvor fået nok!

FREDERIKSHAVN: For tre måneder siden kom Anna og hendes dengang 3 mdr. gamle søn, Søren, til Frederikshavn Krisecenter. Anna, der er 42 år, kommer fra en anden kommune, hvor der ikke var plads på krisecenteret. Hun havde fået tæsk af sin kæreste. Det har hun fået 5-6 gange på et år. Sidste gang fik hun nok. - Min kæreste gennem halvandet år er far til mit yngste barn, Søren, men vi har aldrig boet sammen. Jeg havde flere gange haft fat i politiet, når min kæreste bankede mig. Egentlig ved jeg ikke, hvorfor han gør det. Men han er på stoffer, og når han tager mere end det, han kan tåle, kan han gå fuldstændig amok, siger Anna. Det samme skete for tre måneder siden. - Da var det pludselig nok. Da han kom han ind og slog mig, indså jeg pludselig: Det her får aldrig nogensinde en ende, og jeg vil bare ikke finde mig i det længere. Så kontaktede jeg min kommune og sagde, at jeg ikke turde være alene i mit hjem, og så gik det pludselig stærkt. Der kom en person fra socialforvaltningen, og da krisecenteret i min kommune var optaget, blev jeg kørt til Frederikshavn Krisecenter. Jeg måtte flytte, inden han måske kom tilbage. Så jeg pakkede i huj og hast, og fra jeg kontaktede min kommune, til jeg var i Frederikshavn, gik der kun to timer, siger Anna. Hendes kæreste har ikke slået hende, mens hun var gravid, men begyndte på det igen efter fødslen. - Jeg tror ikke, min tidligere kæreste kunne finde på at gøre mit barn fortræd. Men den sidste gang, han slog mig, frygtede jeg simpelthen for mit eget liv, siger Anna. Hun erkender, at selvtilliden lige så stille er sivet ud af hende, uden at hun har kunnet gøre noget ved det. - Når jeg får tæsk, bliver jeg meget bange. Jeg har slet ingen selvtillid - den er banket godt og grundigt ud af mig. Det var hårdt at skulle tage dét skridt at kontakte kommunen og flytte på krisecenter, men jeg vidste, at det var det rigtige at gøre. Man tænker altid, at det bliver bedre, dét her. Det skal nok gå det hele. Men efterhånden finder man ud af, at det aldrig nogensinde bliver anderledes. Pludselig havde jeg for alvor fået nok! Jeg tænkte: det er sidste gang, han har slået mig. Han kommer aldrig til at slå mig igen. Men det var kun, fordi jeg var slået helt i bund. For til sidst tror man ikke på noget mere. Jeg er nået ned i et sort hul - og det er svært at komme op igen. Men jeg er så taknemmelig for at der findes et sted som krisecenteret, hvor jeg kan være - og være i fred, siger Anna. Hun synes, at Frederikshavn Krisecenter fungerer meget på de voldsramte kvinders betingelser, hvor ingen spørger om noget, hvis hun ikke har lyst til at snakke. - De har hjulpet mig allesammen. Har man brug for at snakke, gør man det og har man brug for at være alene, får man lov til det. Det er altid vores behov, der bliver respekteret først. De er allesammen fantastiske, siger Anna. Hun har to store børn, foruden Søren - og den ene, hendes datter, er på ungdomsskole. - Jeg følte mig helt alene i verden, for jeg har ingen nær familie - ud over mine børn. Det er heller ikke det første voldelige forhold, jeg er i. Det har jeg også tit undret mig over. Men det har nok meget at gøre med jalousi - mændene er jaloux. Jeg tror, de slår, fordi de er bange for at miste. Også selv om jeg har sagt: hvis du slår mig, mister du mig. Alligevel har jeg ladet dem slå - så måske er det min skyld. Måske, hvis jeg havde gjort nogle ting anderledes, havde de ikke slået, siger Anna. Hun gik ud af 9. klasse, fik ingen uddannelse, har arbejdet på et plejehjem, men ikke haft noget arbejde de seneste seks år. Hun skal i retten med sin kæreste efter nytår. - Jeg undrer mig over, at jeg ikke har kunnet få et polititilhold på ham. Omvendt dukker han ikke op hér, hvor jeg føler mig tryg. Fremtiden kan jeg ikke lige få øje på, men jeg tror, jeg har kræfter til at starte på en frisk. Jeg skal have en hverdag og min lille dreng skal i vuggestue. Han skal ud blandt andre børn, så jeg også kan komme i gang med at arbejde igen. Dét trænger jeg meget til, for det eneste man ser, er de samme fire vægge, siger Anna. Det er første gang, hun ikke skal tilbringe julen hjemme hos sig selv. - Det er vores første jul på et krisecenter - og forhåbentlig også den allersidste. Men jeg tror, det bliver hyggeligt. Efter nytår skal jeg hjem - og så starter jeg på et helt nyt år. Jeg skal have en almindelig hverdag til at fungere. Jeg er stadig nede i kulkælderen, men jeg er begyndt at gå til psykolog én gang om ugen. Som barn og ung drømte jeg om at blive sygeplejerske, måske kan jeg nå at få en eller anden form for uddannelse endnu. Under alle omstændigheder skal jeg ned og lave en plan for fremtiden sammen med socialforvaltningen, siger Anna. Anna og Søren er opdigtede navne - redaktionen kender deres identitet.