København

Pludselig ville tv'et skifte selv

Fjernsyn fra Philips til tusindvis af kroner brænder sammen inden for få år

KØBENHAVN:Benjamin Henriques sad for nogle måneder siden i sofaen sammen med familien. Benene var oppe på sofabordet, popcornene var varme, og på det 6000 kroner dyre fjernsyn kørte en god lørdagsfilm. Pludselig blev hyggen smadret. Fjernsynet skiftede kanal af sig selv og hoppede over på videokanalen. Familien brummede, mens fjernsynet fik sig et hvil, men en time senere skete det samme. Fjernsynet var kaput. - Jeg ringede til min lokale reparatør og fortalte om, hvilke problemer jeg havde. Så spurgte han: "Må jeg gætte på, hvilket fjernsyn du har?" Det måtte han jo gerne, og så beskrev han præcis mit Philips-tv, fortæller Benjamin Henriques. Den 28-årige familiefar fra København er nemlig langt fra den eneste, der har oplevet, at hans 28 tommer store farve-fjernsyn fra Philips er gået i stykker på den måde. Rundt omkring i landet er mindst 500 danskere løbet ind i det samme problem, der skyldes en defekt mikroprocessor. Problemet med fjernsynet opstår typisk lige omkring reklamationsrettens udløb. Det betyder, at kunderne allerede efter et par år med et fjernsyn til mellem 5.000 og 8.000 kroner risikerer selv at skulle betale for en mindst 1000 kroner dyr reparation. - Det er jo helt forrykt, at man efter to år skal betale en ekstra regning på et fjernsyn, der burde kunne holde i ti år, mener Benjamin Henriques. Klar produktionsfejl NORDJYSKE har lavet en rundringning til uafhængige reparatører i hele landet. 7 af 10 kendte til problemerne med det specifikke Philips-tv. Men det mener Philips ikke er et udtryk for, at specielt mange fjernsyn har indbyggede fejl. Ifølge pressechef Erling Madsen er Philips blevet kontaktet af forhandlere, der har fået i alt 500 fejlbehæftede fjernsyn tilbage. I de tilfælde, hvor reklamationsfristen var overskredet, har Philips dækket udgifterne til en ny mikroprocessor. Men Philips har ikke dækket udgiften til selve arbejdskraften for at sætte processoren ind i tv'et. Sådan en udgift løber op i omkring 1000 kroner. - Det er en klar produktionsfejl, så vi har fulgt vores normale procedurer og dækker udgiften til nye materialer for at holde regningen nede for kunden, også selvom vi ikke er forpligtet til det. Det er et lille problem, men selvfølgelig et kedeligt ét for dem, der får det, siger Erling Madsen. Benjamin Henriques var nu ikke så heldig at få beskeden om, at Philips ville betale for mikroprocessoren. Efter garantiperiodens udløb fik han fat i en uafhængig reparatør, som ikke havde fået oplyst, at Philips ville dække udgiften til mikroprocessoren. Derfor fik Benjamin Henriques at vide, at det ville koste flere tusinde kroner at reparere fjernsynet, og derfor fylder det i dag op på lossepladsen. - Jeg valgte i stedet at bruge et par tusind kroner på et nyt fjernsyn, som forhåbentlig fungerer i længere tid end to år, siger Benjamin Henriques. Hvor mange andre danskere, der er i samme situation som Benjamin Henriques og har indleveret sit fjernsyn til en uafhængig reparatør, der ikke har en ordning med Philips, er ikke til at vide. Philips oplyser, at fejlen skulle være rettet i nyere fjernsyn.