Pluk fra debatten

EMNER 1. februar 2003 07:00

Landbetjent Peer Jensen, som også er bestyrelsesmedlem i den kommunale musikskole: - I øjeblikket sidder vi i bestyrelsen og skal finde ud af, hvordan vi sparer 200.000 kroner. Vi har mange på venteliste, men den bliver endnu større, lød det fra landbetjnten, der ikke synes, der var mange kulturelle perspektiver i den besparelse. Biblioteksleder Jens Ivar Steffensen oplyste til manges overraskelse, at udstillingerne på bibliotekets 1. sal i Grafisk Samling blot besøges af 100 mennesker om året. Samtidig påpegede han, at det er "hulens svært" at få fat i kunstnere, hvis man kun har råd til at aflønne med to flasker rødvin: - Hvorfor gælder Sindal-ordningen kun for dem under 25 år - kunne alle aktive ikke få et tilskud? Han foreslog også, at Sindal kunne blive byen, som huser verdens højeste juletræ samt en Roskilde-festival i Tolne Skov. Jens Holt Andersen, arbejdsgruppen for Europæisk Oplysningscenter om Solen: - Der er ikke så stor opbakning til projektet i øjeblikket. Vi er i vanskeligheder og har tidligere været mere optimistiske, end vi er nu. Lige nu arbejdes der hårdt på at se, om vi overhovedet har en chance. Bodil Bilde, Sindal Bogtrykker: Sammenlignede kommunen med en privat virksomhed og påpegede, at man nogle gange er nødt til at bruge penge for at få nogen igen. Aksel Jensen, formand for det fælles landsbyråd: Oplyste, at landsbyrådene i Sindal Kommune har et par millioner kroner i sigte fra Leader+ frem til år 2006, men kunne samtidig fortælle, at selv om der også er budgetteret med et beløb til selve Sindal by, har der tilsyneladende ikke været interesse for at sætte sig ned og få del i midlerne i modsætning til, hvad der er sket ude i kommunens lokalområder. Borgmester Søren Risager (V): - Jeg er meget enig i, at der er utrolig mange kulturtilbud, men vi mangler nok det fyrtårn, som springvandene udgjorde.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...