Pølse i kilometervis

Sørwi i Aalborg Øst sender to kilometer medister til København.

De to kilometer medister blev lavet i mundrette 100 grams størrelser, og i morges blev de, forhåbentlig, sendt mod København.Privatfoto

De to kilometer medister blev lavet i mundrette 100 grams størrelser, og i morges blev de, forhåbentlig, sendt mod København.Privatfoto

Når Dansk Medisterforening, som Dagbladet Politiken har døbt den danske middelklasse, onsdag inviterer til medisterpølse på Rådhuspladsen i København, kommer de to kilometer pølse, der til arrangementet gratis bliver delt ud, fra Aalborg. Det er nemlig firmaet Sørwi, der på foranledning af Coop, sender to kilometer eller 1700 kilo medister mod Sjælland. Intet problem Sørwi blev kontaktet af Coop for en uge siden, og selvom en ordre på to kilometer medister lyder som en ordentlig mundfuld, var det først i går, mandag, at man gik i gang med at fylde tarmene med velsmagende kød og krydderier. Det skulle nemlig blot tage otte timer, fra klokken 5 til klokken 13, at få ordren klar. Pølsen, der belejligt er delt op i 100 grams portioner og altså ikke er en meget lang tarm, er lavet efter kokken Claus Meyers opskrift og indeholder mindre kød end en traditionel medister, men til gengæld fyldes tomrummet af bælgfrugter, løg, urter samt hvad Lasse Martens, der er indehaver af Sørwi, kalder hippiekorn - perlespelt. Det skulle give en sundere og mere fedtfattig medister end ellers. Murphy's lov Pølsen, der i dag er blevet sendt mod hovedstaden, har ellers mødt lidt modstand på sin vej mod københavnernes maver. I første omgang kunne det nemlig ikke lykkes at købe kødet til pølserne i økologisk kvalitet, og det er derfor konventionelt kød, der skal fortæres. Samtidig var det lige ved, at en sending krydderurter til pølserne ikke nåede til Aalborg. Der har ifølge Lasse Martens været tale om et udfald af Murphy's lov, og han fortsætter: - Nu har der ikke været problemer med at lave pølserne, siden vi fik alle ingredienser, men de er jo ikke kommet til Rådhuspladsen endnu.