Pølsemand overfaldet med baseballbat

KØBENHAVN:- Danskersvin. Du sælger urent kød. Sådan faldt ordene angiveligt, da en pølsemand på Frederiksberg fredag eftermiddag blev overfaldet med et baseballbat af to unge mænd med udenlandsk baggrund. Forinden havde de to mænd bedt om to brød, men da pølsemanden rakte brøddene over disken, greb den ene fat i hans hænder, mens den anden hamrede løs på pølsemandens hænder med battet og slog hans fingre til blods. Efterfølgende tog pølsemanden på skadestuen, og lørdag henvendte han sig til politiet på Frederiksberg for at indgive anmeldelse. Vagthavende hos Frederiksberg Politi betegner overfaldet som grov vold, og er nu på jagt efter de to unge mænd, som ifølge pølsemanden har tyrkisk baggrund og er mellem 18 og 20 år. /ritzau/