Handicappede

Pølsevogn på trapperne

HJØRRING:Det bliver snart muligt for hjørringenserne at få sig en indianer med dej, blod og det gule på en vaskeægte café fodkold. Kommunen opslår nemlig en stadeplads ved Sct. Olai Plads til en pølsevogn. En af de ægte, vel at mærke: på hjul. Senere bliver der måske mulighed for flere stadepladser rundt om i byen, som pølsevognen kan skifte imellem. Da hvervet som pølsemand er et såkaldt reguleret erhverv, skal det annonceres. Det er nemlig forbeholdt mennesker med et eller andet handicap at lange pølser og anden fastfood over disken. Hvis ingen handicappet melder sig til posten som rullende pølsemand, kan erhvervet gå til en person uden handicap. Grunden til, at kommunen nu udbyder stadepladsen, er at man har fået en henvendelse fra folk, der ejer en pølsevogn, som de gerne vil have sat i sving. Kravet til en pølsemand m/k er, at han skal have kendskab til branchen. Og selvfølgelig kunne stille med en pølsevogn. - Vi har kontakt med en interesseret, der i forvejen har grillbar uden for kommunen, oplyser Inger Madsen, teknisk assistent ved Hjørring Kommune. Hvis der ikke kommer andre ansøgere, der er bedre kvalificeret, så får Hjørring altså en rigtig pølsevogn. Ansøgningsfristen er 10. marts. En af betingelserne for at få stadeplads, er, at pølsevognen skal fjernes fra stadepladsen hver aften mellem 24.00 - 08.00. Udvalget for teknik og miljø har sagt god for ideen.