Poesi, magi og en pokkers pralhals

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Tudse er stykkets hovedperson, som bliver fængslet, fordi han "låner" andres biler og kører dem i smadder, men mest fordi han ikke udviser nogen form for respekt for autoriteter.

Indrømmet, jeg kommer i det følgende til at lyde som endnu en reklame op til den kommende højtid, men i dette tilfælde vil jeg æde mine gamle udtrådte støvler på, at ordene holder, når jeg anbefaler, at man bør hitte en billet til forestillingen "Jul i Piletræerne" på Aalborg Teater, hvis man vil sikre sig i hvert fald at få/give en god gave, ganske vist lidt på forskud, men hvorfor også holde tilbage over for livets små og store glæder? Det sidste kunne Tudse såmænd godt have sagt i stykket "Jul i Piletræerne" uden at fortrække den mindste mine i sit skamløse fjæs, for Tudse, spillet helt vidunderligt dekadent og charmerende af Lise Baastrup, holder sig ikke tilbage med de store rosende ord, og særligt ikke, når han taler om sig selv, hvilket han gør hele tiden. Yderligere lider Tudse af en overdreven glæde ved transportmidler, der ifølge de mere forsigtige venner, Rotte og Grævling, sætter kortvarige griller i hovedet på ham. Således også i stykkets begyndelse, hvor det er en kane, der har fanget den ekstravagante Tudses interesse, men et sammenstød med en bil får ham til at indse, at lykken er en dyt. Herefter kører Tudse fornøjet egen og andres biler totalt i smadder. Vennerne, Rotte, Grævling og Muldvarp forsøger at få Tudse til at gå på rehab, men han siger no, no og ender til sidst med at komme i fængsel. Fem år for ulovlig kørsel og femten år for uforskammethed. Det store tilbagevendende julespørgsmål er så, om julehistorien virkelig kan ende her med, at hovedpersonen, Tudse, skal sidde i én af de såkaldte "veludluftede" fængselsceller? Eller findes der mon snedige råd fra vaskepigen i fængslet, krybdyrets flugt i forklædning og forrygende slag at udkæmpe med paraply, tennisketsjer, fejekost og bat? Ja, kan det overhovedet blive rigtig jul med stor fest og fejende flot juletræ på Tudseborg, og bliver alle de besynderlige og vidunderlige dyr mon venner til sidst? Måske? Måske ikke? Men sikkert er det, at den klassiske fortælling "Jul i Piletræerne" af A. A. Milne er blevet fortolket med stor kærlighed til dyrene i den eventyrlige og smukke opsætning på Aalborg Teater, hvor kostumer, kulisser, sang, dans og bevingede og morsomme ord fik både rollinger og oldinge til at le over al den opfindsomhed, der blev foldet ud for øjnene af dem i de to timer, som forestillingen varede. Katja Christensen katja.christensen@nordjyske.dk "Jul i Piletræerne" af A. A. Milne Oversat og bearbejdet af Wrede & Elung Iscenesætter: Vibeke Wrede Scenograf: Marianne Nilsson Koreograf: Martin Forsberg Spiller til 22. december, Aalborg Teater