Poetisk socialisme

KONCERT Mikael Wiehe Du kunne frygte det værste. Et nostalgisk, firkantet tilbageblik til dengang i 70-erne, da alting var meget bedre, og hvor vi i hvert fald så bedre ud og havde mere selvtillid og mere lækkert hår, end vi har i dag. Dengang vi var unge og havde en sag at kæmpe for, og dengang Mikael Wiehe stadig var medlem af det politiske rockorkester Hoola Bandoola Band, som med socialistisk engagement både ville forandre verden og samtidig sætte gang i dansegulvet. Det kunne være blevet en slags de korrekte holdningers "Greatest Hits" med Wiehe og Afzelius, men den grøft faldt den 58-årige sympatiske svensker med sit pudsige Valby-dansk ikke i. I stedet for bød Mikael Wiehe velkommen til en poetisk erindringsrejse tilbage til dengang det hele begyndte, og han som dreng sad hjemme i mors garderobe i Malmö og øvede sig på det langsomme tema fra Armstrongs "Basin Street Blues". I stedet for at gå ud og møde nye legekammerater, for Mikael var lige flyttet fra Danmark og kunne ikke et ord svensk . Stemningen var ellers nærmest andægtigt kirkestille, da Wiehe sammen med sin dygtige og medlevende keyboardspiller Christer Karlsson nærmest på slaget 21 gjorde sin entre på Skråens scene for at lægge ud med "Jag har vännner". Om at tro på de enkle ting i livet. At hvis vi bekymrer os om hinanden, går det nok alt sammen. Så kan vi sammen overvinde det utroligste. På en gang så banalt frelst, at det nok kunne få mangen en smartass af en nutidig politisk spindoktor til at knække sig i lårtykke stråler, men spillet med netop det insisterende engagement, der overbevisende forløser sangens på en gang stolte og glade budskab: - Har du venner, kan du klare det utroligste. Solidariteten, kampen mod fremmedhadet og den snigende fascisme samt drømmen om et bedre samfund for os alle sammen stod hele tiden på sætlisten, mens Wiehe viste rundt i sin og afdøde Björn Afzelieus' imponerende sangkatalog. Men det blev gjort med humor og distanceret ironi, når Wiehe som en slags socialismens guitarbevæbnede ridder fortalte om, hvordan han og Björn fra begyndelsen både var de bedste venner, men også havde en årelang blodig konflikt kørende. Hvem ejede den bedste guitar? Afzelius' var ganske vist fire gange så dyr, men betød det ikke blot, at Wiehes så var fire gange så folkelig? - Til sidst fik han det sidste ord. Han døde og testamenterede sin guitar til mig. Og han havde ret! Hvorefter vi fik "Den jeg kunda vär" leveret som smuk erindringssang til vennen. Sådan vekslede aftenen hele tiden mellem insisterende fastholden i sangenes klare politiske stillingtagen garneret med underholdende anekdoter om privatliv og oplevelser med og historisk baggrund for sangene. Om hvor vigtigt det er, at vi holder fast i demokratiets principper og ikke bøjer loven og almindelig anstændighed, blot fordi det lige i situationen er bekvemt. Sådan blev den hæsblæsende og skræmmende "Flickan og kräkan" igen gjort aktuel som protest mod politisk tortur, ligesom det pludselig igen gav mening at synge "Valet" om at have modet til at blive ved med at kæmpe. Det kan lyde kommissærkedeligt korrekt, men i selskab med Wiehe flyver tre timer afsted, og vi fik også fine prøver fra hans nyeste cd "Kärlek og Politik". Både om frustrationen over konens pludselige nyfunde danselidenskab, der efterlod ham ganske jaloux i "Tango" eller hans fornemme gendigtning af Lennons kærlighedssang "Grow Old With Me", som det lykkedes hans manager at få overtalt selveste enken Yoko Ono til at godkende, så den på svensk blev til "Kärleken vet". 16 numre og to ekstranumre blev det til og meget passende sluttende med rocksambaen "Vi klarar det". En bevægende og underfundig aften fyldt ikke blot med erindrende poesi, men også stædig fastholden i, at kampen går videre for frihed og demokrati. "This machine kills fascists", som der stadig står på Afzelius arvede guitar, og som Wiehe spillede på denne aften. For det var jo den bedste. Bent Stenbakken bent.stenbakkkensnabelanordjyske.dk Mikael Wiehe, Skråen, Aalborg, fredag aften.