Pokémon-jæger listede rundt på byggeplads

Den vilde jagt på pokémoner er sat ind - og nogle gange på privat grund

Jesper Ramsing
(Foto: Morten Dueholm/Scanpix)
Aalborg 18. juli 2016 13:16 - Opdateret 18. juli 2016 13:32

AALBORG: Jagten på pokémoner har givet ekstra arbejde for politiet. Natten til søndag udløste en pokemon-jæger en udrykning, da han listede rundt på en byggeplads i Aalborg.

Den populære spil Pokemon Go udkom i Danmark i weekenden, og siden har spillere jagtet de virtuelle monstre på gader og stræder - men nogle gange også på privat grund.

Klokken 01.45 havde en pokemon-jæger således sat jagten ind på en byggeplads på Forchhammersvej i Aalborg. Det blev dog anderledes opfattet af en borger, der troede personen listede rundt på byggepladsen med helt andre hensigter.

Derfor blev Nordjyllands Politi alarmeret, men da patruljen ankom til stedet, kunne de konstatere, at det ikke var en tyv, der var på spil, oplyser vagtchef, Heine Hansen.

Flere andre politikredse har meldt om lignende hændelser i løbet af weekenden, hvor politiet er blevet kaldt ud til et muligt indbrud, fordi personer gik rundt inde i folks private haver, men hvor det altså blot var pokémoner, der var målet.

Pokemon GO er en app, der giver spillerne mulighed for at gå rundt i den virkelige verden og fange og træne de små monstre. Appen bruger telefonens gps og lægger et ekstra filter over skærmbilledet, så det ser ud som om, at pokémonerne går rundt i gadebilledet.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...