Håndbold

Pokal-sejr over rivalerne

Aabybro HK's håndboldkvinder i jyllandsserien trak sig sejrrigt ud af pokalopgøret mod oprykningsrivalerne fra Star, Aalborg. På hjemmebane vandt Aabybro 20-18 efter en flot indsats.

- Vi gjorde det rigtig godt. Hele holdet spillede en flot kamp, lyder det rosende fra træner Claus Simonsen. Træneren havde til kampen skifet ud på holdet af taktiske årsager. Fem spillere fra andetholdet fik chancen, og de gjode det rigtig godt, siger Claus Simonsen. I begyndelsen af anden halvleg kom Aabybro foran med hele 14-7, men så gik det pludselig helt galt. Star scorede otte mål i træk uden en eneste HK-scoring, og bragte sig foran 15-14. Men så fik hjemmeholdet atter styr på begivenhederne og kørte sejren hjem. - Vi blev selvfølgelig en hel del klogere på, hvordan vi skal besejre Star, når vi møder dem i turneringen i Aabybro Hallen 3. marts. Det var dejligt at få vist, at vi kan slå dem, siger Claus Simonsen. Star er nummer et i jyllandsserien, mens Aabybro er nummer to. Mette Rosenkilde blev topscorer med seks mål, mens Lena Østergaard scorede fire. Næste opgave for HK-kvinderne er turneringskampen mod Sindal 1. marts.