Pokaldrama i Løkken-Hallen

VRENSTED: Vrensted IF's håndboldherrer i Jyllandsserien måtte forleden lade livet i femte runde af landspokalturneringen, men det skete ikke uden sværdslag. Nederlaget var først en realitet efter forlænget spilletid i et sandt håndbolddrama. - Vrensted IF tog imod Brønderlsev IF fra 1. division i Løkken-Hallen, og det var et særdeles tændt og motiveret hjemmehold, der gik på banen under fantastisk opbakning fra publikum, fortæller John Helledie, træner for Vrensted IF. - Holdet var højst overraskende totalt spildominerende i hele første halvleg. Midtvejs i halvlegen førte holdet hele 10-3, og man havde svært ved at se, hvem der egentlig var 1. divisonsholdet. Brønderslev IF formåede at reducere til pausestilingen 16-13, men Vrenstedholdet holdt stand helt frem til kampens sidste fem minutter, hvor storfavoritterne fra Brønderslev for første gang kom i front 24-25. Hjemmeholdet svarede heroisk igen og bragte sig påny i front med 26-25 og sensationen lurede. Da kom gæsterne imidlertid stærkt igen og tog føringer kampen ud, men hver gang udlignede Vrensted IF påny. Med blot 45 sekunder igen af ordinær spilletid ved stillingen 28-28 erobrede Vrensted IF bolden påny, men det lykkedes ikke at score. I den første halvleg af den forlængede spilledetid hang hjemmeholdet fortsat på, selv om der efterhånden var ved at være udsolgt. Halvlegen sluttede 1-1, efter at Vrensteds målmand, Michael Svendsen, havde reddet endnu et straffekast. Kampen blev reelt afgjort et par minutter ind i anden halvleg af den forlængede spilletid, og Vrensted IF måtte se sig besejret sammenlagt 32-35. - Vi havde virkelig sat næsen op efter en sejr i aften, så vi er utrolig skuffede over nederlaget. En sejr kunne have givet os mulighed for en gentagelse af vores kamp mod Kolding IF's danske mestre for to år siden. Jeg vil dog rose mit hold for en særdeles flot kamp, og det var fantastisk og motiverende at se alle de mennesker i Løkken-Hallen, som gav os en suveræn opbakning. Vrensted IF må nu betegnes som en farlig outsider til oprykningspladserne i holdets ordinære turnering i Jyllandsserien, mener John Helledie. Holdet møder allerede søndag eftermiddag Aabybro HK i Løkken-Hallen, hvor en sejr er nødvendig, hvis holdet vil gøre sig gældende i oprykningsstriden. Målscorere i pokalkampen blev: Michael Olson, 8, Bjarne Jensen, 7, Henrik Thomsen, 6, Henrik Fjordbak, 6, Martin Sand, 3, og Jonas Sand, 2. fyt