Pokalen i hus uden svenske profiler

Selv uden de to svenske profiler, målmand Stefan Matsson og den superfarlige Jerker Lundgren, beviste "de fredløse" fra Frederikshavn, at de bare er bedst i dansk floorball.

Jægerspris Underducks FC Outlaws 4-9 Floorball, Pokalfinale Mænd FREDERIKSHAVN: Selv uden de to svenske profiler, målmand Stefan Matsson og den superfarlige Jerker Lundgren, beviste "de fredløse" fra Frederikshavn, at de bare er bedst i dansk floorball. Ganske vist var den svenske keeper savnet i flere situationer, hvor afløser Kasper Østergaard for let lod et par langskud passere, men som kampen skred frem, var der slet ingen tvivl om, hvor den første pokal i dansk floorballs historie skulle hen. Jerker Lundgren holdt stadig juleferie hjemme i Sverige, og Stefan Matsson har man først en aftale med igen, når FC Outlaws tørner ud i Europa Cup-slutkampene i Tyskland 9.- 11. januar, så pokalfinalen blev ikke den afpudsning af topformen inden de vigtige EC-kampe, klubben ellers havde satset på. I stedet for de to svenskere trådte andre bærende spillere i karakter, og ikke mindst den fysisk stærke og målfarlige angriber, Kim Olesen, viste så imponerende takter, at en samlet presse valgte ham som "pokalfinalens bedste spiller". Med 725 tilskuere på lægterne i Frederikshavn Idrætshal var der en rigtig pokalstemning fra første fløjt, og den blev ikke mindre, da frederikshavner-holdet fra FC Outlaws midtvejs i første periode fik sig bragt foran 2-0. De gæstende Jægerspris-spillere, der ved lodtrækning stod som hjemmehold, fulgte dog overraskende godt med og fik reduceret til både 1-2 og 2-3, og især scoringen til 2-3 af Tonny Jensen imponerede. Han tog ganske enkelt en solotur forbi tre modstandere og sluttede med at sende bolden fladt ind ved stolpen. Haagensens legestue Også rutinerede Kim Haagensen fra FC Outlaws ville lege med, og på næsten traditionel vis hamrede han bolden ind til 2-4 kort inde i anden periode. Jægerspris formåede dog stadig at hænge på, og det var reelt først i tredje periode, at frederikshavnerne fik taget afgørende afstand. Den svenske back, Henrik Djurvall, sørgede for en lækker scoring i undertal fire mod fem, da han efter godt opstil af Kim Haagensen øgede til 7-4, og i det næstsidste minut blev der sat trumf på med yderligere to Outlaws-scoringer. God investering - Selv om vi havde 725 tilskuere inde til pokalfinalen, får vi næppe overskud på arrangementet, siger FC Outlaws-formand Uffe Hansen. Omkring 300 fribilletter skal nemlig trækkes fra entre-kronerne, men det vigtigste er også, at vi for alvor fik promoveret floorball-spillet. - Man kan kalde det en god investering i fremtiden for sporten, og så er vi tilfredse med at undgå et underskud. - Desuden fik vi vist, at Frederikshavn Idrætshal er genial til floorballkampe, og vi vil selvsagt søge om at få FC Outlaws' hjemmekampe afviklet der, når den nye Arena Nord står klar til tophåndbold næste efterår, siger Uffe Hansen. Med på lægterne som en ivrig tilskuer var i øvrigt Frederikshavns borgmester Erik Sørensen, der således også ved selvsyn kunne konstatere, at floorballspillet har kronede dage i hans by. Kampfakta: Periodecifre: 2-3, 1-2, 1-4 Mål: 7.38, 0-1 Kim Olesen, 10.21, 0-2 Ronnie Graugaard, 10.39, 1-2 Ola Persson, 13.23, 1-3 Kim Olesen, 14.36, 2-3 Tonny Jensen, 20.59, 2-4 Kim Haagensen, 21.48, 3-4 Ola persson, 34.57, 3-5 Kim Olesen, 42.49, 3-6 Kim Olesen, 48.54, 4-6 Ola Persson, 51.45, 4-7 Henrik Djurvall, 58.17, 4-8 Ronnie Graugaard, 58.42, 4-9 Kim Haagensen. Udvisninger: Jægerspris: 2 x 2 min., Outlaws: 4 x 2 min. Tilskuere: 725 i Frederikshavn Idrætshal