Pokalfinale i tidlig julegave

HIK-kvinder klar til finale for anden gang efter storartet indsats

Fodbold 12. december 2004 05:00

HOLTE AALBORG HIK 1-3 POKAL-SEMIFINALE, KVINDER HOLTE: Det var en julegave af format, HIK-pigerne gav sig selv, da de fortsatte den fremgang, der har ligget længe i luften, efter at de var i store vanskeligheder med hensyn til lige akkurat at nå blandt de seks slutspil-deltagere i kampen om DM-medaljerne. - Men her fik vi at se, at vi har et hold med potentiale, og at vi er i fremgang, sagde en overvældet træner, Magnus Adalsteinsson. Vi spillede en kanonkamp i dag, lavede næsten ingen fejl og servede tilmed rigtig godt. Det var de store jubelscener, der var fremme i Holte-hallen oven på den flotte sejr, der betød, at Holte blot gik glip af sin tredje pokalfinale i de seneste 18 år. For tre år siden missede de også finalen i et opgør mod netop HIK - den eneste gang, aalborgenserne har spillet pokalfinale. Den tabte holdet med 3-1 til fynske DHG, og det kan nu blive revcanchetid, for i dag spiller Lyngby og DHG om den anden finalebillet til pokalgallaen, der finder sted i Odense 16. januar. - Det er nu Lyngby, som har været bedst her i efteråret, og det er det eneste hold, vi ikke har vundet mindst to sæt imod, kan Magnus Adalsteinsson konstatere oven på en stribe 3-2 kampe af hans piger. - Joh, vi er blevet glade for at spille femsæts kampe, men i dag var der ingen, som var kede af, at det hele var overstået efter fire sæt. HIK'erne tog fra start det mentale overtag i matchen, da Lene Marie Jensen servede holdet foran 5-0. Og der blev spillet både med ro og omtanke, samtidig med, at der var beslutsomhed i de situationer, der indbød til boldafgørelser, og på sikker vis kørte aalborgenserne første sæt hjem med 25-13. - Vi var lige så stabile og koncentrerede i andet sæt, og især var tålmodigheden god. Jeg kan næsten ikke fremhæve en for en anden, for samtlige spillere gik ind og lavede præcist det, de skulle. Det var en holdpræstation af høj klasse, roste Magnus Adalsteinsson sine spillere. Efter sætsejr til HIK på 25-19 kom Holte tilbage i matchen ved at vinde tredje sæt med 25-22, men der var ingen panik i HIK-lejren, og i fjerde sæt holdt man fast i det psykologiske overtag, man havde skaffet sig i form af 2-0 føringen i sæt, og i slutfasen var aalborgenserne hele tiden i betryggende føringer, så der aldrig kom nerver på. - Det er en kæmpe forløsning for os alle, at vi nu står i den pokalfinale. Vi havde en god fornemmelse lige fra starten af, men man skal jo vinde tre sæt, før sagen er klar. - Nu glæder vi os utroligt meget til den finalekamp. Vi har haft travlt med at sikre os de sejre, der var nødvendige for at nå slutspillet i turneringen, men vi har hele tiden haft god styr på vort spil, selv om vi tabte nogle kampe. Det var dog altid knebent. Ingen hold har kunnet spille os ud af banen, og derfor tror vi også på, at vi nu har muligheden for at gå hele vejen. Det var i Magnus Adalsteinssons første sæson som træner for HIK-kvinderne, at man nåede pokalfinalen for første gang. Den gav altså kun en sølvmedalje. Nu vil både han og pigerne meget gerne veksle de medaljer med nogle af en karat højere - uanset det bliver formstærke Lyngby, eller rutinerede DHG, man skal afgøre pokalfinalen imod. Og så ser HIK-pigerne i øvrigt gerne, at deres mandlige kollegaer i dag gør dem følgeskab på banen til pokalfinale-gallaen i Odense. De to finaler afvikles i forlængelse af hinanden, og i dag vil HIK-pigerne være på plads i Aalborg Stadionhal og heppe på hjemmeholdet, når HIK's mænd skal forsøge at besejre Marienlyst i deres duel om en finalebillet. Kampfakta: Sætcifre: 13-25, 19-25, 25-22, 22-25 Dommere: Michael Andersen og Jørgen Vind Jensen Tilskuere: 100

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...