Retspleje

Pol Pots inderkreds for retten

Phnom Penh: Retssagen mod de sidste fire højtstående medlemmer af Cambodjas morderiske Røde Khmer-regime er mandag indledt ved en FN-støttet domstol for krigsforbrydelser i hovedstaden Phnom Penh. De tiltalte, alle gamle og svagelige, var med i inderkredsen omkring afdøde Pol Pot også kaldet "bror nummer et". Han stod bag De Røde Khmerers maoistiske "Killing Fields"-revolution, som kostede et sted mellem 1,5 og to millioner cambodjanere livet fra 1975-1979. De tiltalte er "bror nummer to" Nuon Chea, tidligere præsident Khieu Samphan, tidligere udenrigsminister Ieng Sary og Ieng Thirith, der er tidligere socialminister. Ieng Thirith, Røde Khmers "First Lady" og den eneste kvinde, der er anklaget for krigsforbrydelser, var dog ikke mødt op på grund af dårligt helbred. Næsten en fjerdedel af Cambodjas befolkning blev udslettet under De Røde Khmerer. De blev torteret, henrettet, sultet og udmattet til døde. Stort set hver eneste nulevende cambodjaner har mistet familiemedlemmer, og nu vil mange vide hvorfor./ritzau/AFP