Tyverier

Polakker bag tremmer

De har måske danske partnere

ASAA:To polakker på 31 og 33 år blev tirsdag i retten i Sæby fængslet til 1. august. Polakkerne blev mandag anholdt i Nørresundby af politiet. De kørte i en polsk lastbil med en rendegraver på ladet. Rendegraveren var natten forinden blevet stjålet i Aså. De to polakker sigtes for tyveri eller medvirken til tyveri, idet politiet har en formodning om, at polakkerne har haft danske samarbejdspartnere. I går havde politiet dog ikke foretaget afhøringer af andre end de to polakker. Retsmødet blev holdt for lukkede døre, og kriminalinspektør Jørgen Hansen er derfor afskåret fra at give nærmere oplysninger om sagen. Men politiets efterforskning sigter formentlig på at afdække, om de to polakker er led i en organiseret transportkæde, som tager sig af eksport af hælervarer til Østeuropa. Herunder entreprenørmaskiner. Der har nemlig været lignende tyverier af entreprenørmaskiner i andre politikredse, blandt andet Aalborg. Polakkerne nægter sig skyldige. De kærede fængslingskendelsen til landsretten.