Polen

Polakker til fods på motorvejen

AALBORG:En tom dieseltank. Det viste sig at være forklaringen, da to mænd henad 1-tiden natten til tirsdag kom travende ad motorvejen ved frakørsel 28, der fører ind til Skalborg. Aalborg Politi sendte fluks en patrulje ud til de to mænd, da meldingen indløb fra en bilist. De to mænd var polske tivoliarbejdere, hvis lastbil med sættevogn var kørt tør lidt længere sydpå. Derfor havde de begivet sig af sted til fods for at finde en tankstation. Tilsyneladende kneb det dog lidt med kontanter også, så betjentene fik fat i folk fra tivoliparken. De kunne assistere med noget diesel til den betrængte lastbil, hvorefter de to polakker fortsatte mod nord. Formentlig var endemålet Hjallerup, hvor det store marked begynder i morgen.