Rusland

Polarblik ved Slettestrand

”Olga” begyndte i aftes sin sjette ekspedition mod verdens yderkant

SLETTESTRAND:Hav- og vejrguder tillod i aftes den seks meter lange og åbne ekspeditionsbåd ”Olga” med påhængsmotor at støde fra land. Den sjette etape af eventyrekspeditionen, Polarpassagen, er hermed skudt i gang, og frem til slutningen af august skal ”Olga” arbejde på at stikke snuden 4500 kilometer frem, indtil den rammer byen Naryan-Mar i Rusland. Ud over kassevis af sikkerhedsudstyr er ”Olga” udstyret med frysetørret mad og et mindre lager af Karen Wolf-småkager, så besætningen undgår at lide nød på åbent hav. 18.000 kilometer er tilbagelagt siden Polarpassagens besætning første gang drog af sted i 1999 for at møde den natur og befolkning, der lever på verdens yderkant længst mod nord, og eventyret, der gennemføres ved hjælp af egne midler og sponsorstøtte, fortsætter, indtil 27.000 kilometer er tilbagelagt. - Det er fantastisk at opleve den mentalitetsændring, der finder sted, når man bevæger sig på kanten af civilisationen, siger Frederik Solberg Lynge fra Nuuk, der har været med siden 1999. Med på båden er desuden ekspeditionsleder Anders Bilgram fra Hjortdal, Ole Jørgen Hammeken fra Uumannaq i Grønland, som stødte til ekspeditionen i 2000 og denne gang desuden tre af besætningsmedlemmernes børn, Rasmus og Katrine Bilgram på 11 og 15 år og 24 årige Malik Lynge, som sejler med til Nordnorge, hvor russeren Sergey Epishkin i stedet stiger på. - For os er ekspeditionen blevet et livsprojekt ligesom vores børn er det. Nu forener vi de to projekter, så de også får del i eventyret, siger Anders Bilgram. Han forventer, at ekspedition Polarpassagen vil fortsætte i somrene frem til efteråret 2008, Olga, om alt går vel, når det Nord-øst-sibiriske ishav.