Polen: Bevæbnede hviderussere presser migranter mod grænsen

Flere migranter ved grænsen er endnu et eksempel på Hvideruslands fjendtlige aktivitet, siger polsk talsmand.

Hundredvis af migranter ses på den hviderussiske side af grænsen, mens polske soldater holder vagt på den anden side af grænsen.

Hundredvis af migranter ses på den hviderussiske side af grænsen, mens polske soldater holder vagt på den anden side af grænsen.

WARSZAWA:Hundredvis af flygtninge og migranter i Hviderusland er på vej til den polske grænse, hvor de vil forsøge at trænge ind i EU-landet.

Tilsyneladende bliver de dirigeret af bevæbnede hviderussere. Det skriver en talsmand for de polske specialstyrker på Twitter.

- Meget bekymrende information fra grænsen. En stor gruppe migranter har samlet sig i Hviderusland tæt ved grænsen til Polen, skriver talsmanden, Stanislaw Zaryn.

Han tilføjer, at de "i stort tal" vil forsøge at komme ind i Polen.

Både han og det polske forsvarsministerium har lagt videoer på Twitter, der viser grupper af migranter ved grænsen.

- Nye oplysninger viser, at gruppen er under streng kontrol fra bevæbnede hviderussere. Det er dem, der bestemmer i hvilken retning gruppen går, skriver Zaryn.

- Det er endnu et eksempel på regimets fjendtlige aktivitet rettet mod Polen, tilføjer han.

Både Polen og EU har tidligere beskyldt Hvideruslands leder, Aleksandr Lukasjenko, for at sende migranter til grænsen.

Det er angiveligt en form for gengældelse for de sanktioner, som EU har rettet mod hans styre.

- Vi er forberedt på ethvert scenarie, skriver den polske indenrigsminister, Mariusz Kaminski, mandag på Twitter.

Han tilføjer, at Polen har sendt ekstra mange soldater og politifolk til grænsen.

Flere flygtninge og migranter har fortalt om, hvordan hviderussiske grænsevagter har presset dem over grænsen. Derpå bliver de presset tilbage igen af polsk politi og soldater.

Menneskeretsorganisationer siger, at migranterne udsættes for barske forhold. Temperaturen kommer under frysepunktet om natten, og de mange mennesker har ikke mad og andre nødvendigheder.

Foreløbig er mindst ti migranter døde, mens de har ventet i grænseområdet.

/ritzau/AFP

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.