Politi: Ukrainer frøs ihjel få timer efter indbrudsforsøg

Liget af en ung mand fra Ukraine blev tirsdag fundet ved Kløvermarksvej. Han er formentlig død af kulde.

Kriminalitet 13. februar 2018 19:13 - Opdateret 13. februar 2018 20:39

Få timer inden sin død forsøgte en 27-årig mand fra Ukraine tilsyneladende at begå indbrud i forretningen Sneakers på Christiania.


Det oplyser Københavns Politi tirsdag aften på Twitter.


De første undersøgelser tyder dog ikke på, at manden selv er blevet udsat for en forbrydelse. Derimod hælder politiet til, at han døde af kulde.


Liget af den 27-årige blev fundet på Kløvermarksvej tirsdag formiddag, og umiddelbart betragtede politiet dødsfaldet som mistænkeligt.


Men selv om der altså næppe er tale om en forbrydelse, arbejder efterforskerne fortsat på at finde ud af, hvad der er sket i timerne mellem indbrudsforsøget og mandens død.


Episoden ved forretningen Sneakers fandt sted mellem midnat og klokken 01. Her skal vidner have set den nu afdøde i forbindelse med enten hærværk eller et forsøg på indbrud.


Tirsdag aften håber politiet fortsat på at høre fra flere vidner i sagen.


/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...