Politi advarede mod tricktyve
To påtrængende kvinder forsøgte at tiltvinge sig adgang hjemme hos ældre borgere i Aalborg

Arkivfoto Pressefotograf Henrik Bo
AALBORG:Nordjyllands Politi fandt det lørdag nødvendigt at advare borgere i Aalborg imod to mulige tricktyve, som havde været på spil to steder i Grønlænderkvarteret i Aalborg SØ.
- De er faktisk rimelig påtrængende. Selvom man ikke lukker dem ind, så tvinger de døren op, men det er ikke lykkedes dem at komme ind hos nogen endnu, siger vagtchef Mogens Hougesen fra Nordjyllands Politi.
Politiet fik to anmeldelser, begge fra ældre borgere, der havde haft besøg af to udenlandske kvinder. Kvinderne havde en plastikpose fra Bilka med, som de bad om at få opbevaret, hvorefter de ville have beboeren til at hente pen og papir til at notere telefonnummer ned.
Der kom ikke flere anmeldelser, efter politiet havde advaret mod de mulige tricktyve. Begge var kvinder på cirka 30 år og bar tørklæder.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.