Doping

Politi advarer mod anabole steroider

Piller indbragt på politistationen i Brønderslev af forældre

BRØNDERSLEV:Politiet i Brønderslev opfordrer forældre til at holde øje med, hvad deres unge mennesker laver. Den direkte anledning er, at politiet netop har modtaget en pose med cirka 100 anabole steroider - pillerne er fundet hos en 17-årig ung mand og indbragt af bekymrede forældre til stationen. - Pillerne er indleveret anonymt, og det er faktisk fra en velsitueret familie i Brønderslev, hvor forældrene har opdaget, at familiens søn havde pillerne. Her er over 100 sdåkaldte thai-piller, siger stationsleder Henrik Poulsen, og viser en pose med lyseblå, hjerteformede piller frem. - Vi kan kun opfordre til, at forældrene holder øje med deres børn og samtidig kan jeg kun opfordre til, at man får sådanne pilelr taget fra dem. Aflever dem til os, så vi kan destruere dem. Vi er samtidig villige til at tage en snak med de pågældende unge, tilføjer Henrik Poulsen. - For ikke alene er de ulovlige at besidde og forhandle til andre. Det er også et forfærdentlig stof at indtage, tilføjer stationslederen. - Der er så mange skadelige virkninger forbundet med at indtage pillerne. Henrik Poulsen er ikke i tvivl om, at pillerne er i byen. De florerer i helse- og motionskredse. Pillerne er et kunstigt fremstillet hormon, der indtages for at få store, svulmende muskler. Men det kan få vidtrækkende konsekvenser, hvis et ungt menneske bruger stoffet. Han eller hun ødelægger sin krop - hormonerne kan ødelægge udviklingen, giver dårlig lever og hjerteproblemer. Og store doser hormon påvirker psyken og giver blandt andet humørsvingninger og brugeren får svært ved at styre temperamentet. - De er i byen. De piller vi har fået indleveret har form som hjerter, men de kan se anderledes ud. Forældrene må slå alarm, hvis de opdager sådan noget. Så det er en appel til forældrene om at hjælpe til med at få misbruget stoppet, tilføjer Henrik Poulsen.